10 af årets bedste bøger i 2018

Helle Helle: de  (Rosinante, roman)

de kan snige sig ad små stille veje, tage rutebilen gennem landevejens provinsielle mørke og lade den ene udvej afløse den anden. de kan sætte tiden ud af kraft, så livet står stille, og i går ikke finder sted, men de ender alligevel, hvor de begynder: En af dem skal dø, og den anden vil blive forladt. 

Alle veje fører til veje i Helle Helles de, som er et mesterligt fintfølende, nærmest seismologisk portræt af sorgen, der ikke behøver anden skikkelse end hverdagens. Et blomkålshoved, en pung med firehundrede ubrugte kroner, et tørklæde fra Sans Souci, som får lov at overleve – daglige, små rekvisitter, der bliver forfinet til grader af kærlighed, ensomhed og stille, stærke viljer hos Helle Helles mor og datter.

Der er ingen litterære blindveje i Helle Helles roman, tværtimod giver hver en finmasket sætning sprog til de sprogløse og bærer på et indsyn og en solidaritet, som sammen med Helle Helles eminente magt over det sagte og det usagte skaber en bevægende fortælling, som ingen steder går. Den bliver.  

Karen Fastrup: Hungerhjerte  (Gyldendal, roman)

For udenforstående kan psykosens tåge være svær at begribe, men når man har fulgt Karen Fastrup hele vejen ned ad den "dinglende rebstige til kloakken" og heldigvis også kommer med hende op igen, forstår man temmelig meget mere.  

Man tager turen med uden at være fristet til at springe et eneste trin over, for Karens Fastrups Hungerhjerte vil ikke nøjes med at være en sygdomsbeskrivelse. Den folder sig derimod ud til en hudløs ærlig udviklingsroman og et stærkt erindringsværk, der både samler brikkerne i et broget familiespil og lader et fint afstemt tidsbillede tage form.

 Karen Fastrup giver ikke plads til hverken selvmedlidenhed eller anklagende pegefingre, men lader fortællingen tale sit eget, tændte sprog, der på en gang er nøgent, bevægende og ofte så morsomt, at det i sig selv er helende og bliver til regulær god og intens litteratur.

Mathilde Walter Clark: Lone Star  (Politikens Forlag, roman)

Det texanske flag, Lone Star, symboliserer loyalitet, styrke og tapperhed, præcis de egenskaber, som sammen med en gedigen humor er nødvendige, hvis man er medlem af familien Clark.  

Med erindringsbogen Lone Star ikke alene insisterer Mathilde Walter Clark på sin ret til at være sin fars datter, hun tager også læseren med som førstehåndsvidne, fordi Lone Star er så forrygende velskrevet, at man glemmer, at det er en bog.  Man sidder bogstavelig talt med ved køkkendisken i St. Louis, går på vandring i et belgisk spøgelseshus med faderens mærkværdige kone på slæb og mærker til sidst sydstaternes støv i halsen, takket være Mathilde Walter Clarks evne til at observere, sanse og beskrive, så ikke ét ord virker forkert, og ikke én sætning skurrer.  

Nok er Lone Star en privat historie, men den føles aldrig sådan. Tværtimod har Mathilde Walter Clark skrevet en på alle måder omfavnende, vedkommende og stærk fortælling om barnets kærlighed og slægtens bånd. 

Jonas Eika: Efter solen  (Basilisk, noveller)

Jonas Eikas fem noveller er skrevet i en afdæmpet, uprætentiøs prosa, men landskaberne, personerne og universerne er mættet med sære sansninger og nærvær, uhyggeligt fortryllende og gådefulde. Det er apokalyptisk science fiction i en realistisk tone, som på eksemplarisk vis illustrerer, hvorfor den genre heller ikke i Danmark må undervurderes som litterær kunst, og hvorfor den er særlig relevant i vores ”fake news”-tid. Efter solen er en fantastisk stærk opfølger til en virkelig interessant debut, og novellerne siger mange foruroligende ting om at være menneske og om vores verden uden at være sensationel, men med stor underholdningsværdi.  

Hilda Hilst: den uanstændige madam D  (oversætter Lean Pejtersen, Gladiator, roman)

Hilda Hilsts overvældende og sanselige roman fra 1982 er en stærk tekst om vanvid, tro, sex og død fra en af det 20. århundredes største brasilianske forfattere. Her får den gale kvindes stemme plads i en blanding af erindringer, metafysiske overvejelser og dialog, og fortælleren Hillé stiller rasende spørgsmål ved både småborgerligheden, religionen og billedet af det tyvende århundredes mand. Lean Pejtersen har omsat den brasiliansk-portugisiske original til et rablende, lyrisk og overbevisende dansk i Forlaget Gladiators nye Gladiolus-serie, hvor oversete litterære perler på andre sprog end de nordiske og engelsk finder vej til danske læsere. I en tid hvor sproguddannelser og oversættelse af fremmedsproget litteratur er under pres, insisterer forlaget på, at litteratur fra andre sprog og kulturer er og stadig skal være en afgørende del af den danske litterære virkelighed.

Kristoffer Hegnsvad: Werner Herzog: Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer  (Jensen & Dalgaard, fagbog)

Kristoffer Hegnsvad har skrevet en indsigtsfuld og velformidlet bog, som giver selvstændige og nye indsigter i Werner Herzogs film. Hegnsvad kan filmene på fingrene og forstår at organisere sit materiale på en medrivende og oplysende facon, imens hans egen person og temperament hele tiden er diskret til stede i bogen. Det er nysgerrigt, kompetent og godt skrevet. Man sluger bogen, fordi man bliver klogere på en af filmkunstens store, stadig levende originaler.

På et tidspunkt i bogen siger forfatteren Hegnsvad til instruktøren Werner Herzog, at han ønsker at skrive en bog om ham, “der både er instruktørens, journalistens og akademikerens”. Den meget vanskelige balance formår Hegnsvad at holde. Der analyseres i detaljen samtidig med, at centrale begreber som “usete billeder” og “ekstatisk sandhed” ikke bare forklares, men udfoldes og danner grundlag for forståelsen af hele værket. 

Anne-Louise Bosmans: Bruxelles  (Antipyrine, digte)

Bosmans' digte foregår på gadeplan og i hverdagene i et multietnisk og terroramt Bruxelles. Digtene handler om digterjegets forhold til den arabiske mand, som bliver far til hendes barn, om den lille familie, en døende moster og relationerne til naboerne og til dem i Danmark. Det er en usentimental skildring af livet, som det nu engang leves lige her midt i Europa; virkemidlerne er enkle og effektive på en måde, der går i kødet på én. 

Første del kredser diskret og konkret omkring kultursammenstødet med kæresten og hans familie, anden del giver et indblik i, hvad det vil sige at leve i en europæisk storby under en terrortrussel. Digtene er skrevet i en nutid, som spænder over nogle år, de er holdt i en saglig, nærmest lakonisk stil og spredt ud i enkle registrerende helsætninger. Bosmans' digte er udkommet på det lille undergrundsforlag Antipyrine.

Christian Yde Frostholm: Træmuseet  (Rævens sorte bibliotek, essays)

Det er fristende at påstå, at man, når man læser Christian Yde Frostholms monstrum af en bog, Træmuseet, må besinde sig på træernes egen tid. Så uforstyrret og uoverkommelig kan den forekomme én. Der er træerne, som han rejser efter og langsomt, langsomt lærer at kende, så er der digterne og deres steder, i særdeleshed Fernando Pessoa og Lissabon, som bogen også er en studie af; der er fotografierne, som fortæller deres egen historie, og endelig er der rejsen og den rejsende, som krydser sine spor.

Bogen er ufortrødent melankolsk i stil med sit forbillede Pessoas Rastløshedens bog, og vel også med træerne, der bare står der i deres tavse mange hundredårige træensomhed, men den indeholder også beskrivelser af møder med mennesker, steder og … træer. Den er alt for skruet og afdæmpet til at være et økologisk manifest, men efterhånden, som man får læst sig igennem de mange sider, sætter der sig ikke desto mindre en fornemmelse for naturens organismer i kødet på én. 

Birgitte Krogsbøll & Kamilla Wichmann: Den fnuggede himmel-pop-trompet  (Høst & Søn, billedbog)

Den fnuggede himmel-pop-trompet er et raritetskabinet af ord og billeder, hvor tekst og illustrationer danser rundt og fletter sig ind i hinanden og sammen skaber billeder og historier, der kan virke umiddelbart absurde, men på samme tid absolut stemningsfulde, poetiske og tankevækkende. Birgitte Krogsbøll og Kamilla Wichmann har her i fællesskab skabt en sprudlende og frodig nyfortolkning af den traditionelle rimbog, der med sin frie, legende og til tider næsten anarkistiske tilgang til både ord og billeder smitter med sin sprog-, ord- og fortælleglæde, og på sin vis er med til at udvide horisonten for, hvad en billedbog kan være. En spraglet, glad og vild billedbog, der hylder legen og fantasien og lægger op til, at der er mere mellem himmel og jord end som så.

Anna Jacobina Jacobsen: Ø  (Jensen & Dalgaard, billedbog)

Med Ø har Anna Jacobina Jacobsen skabt en stilfærdig og poetisk billedbog, der på smuk og rørende vis drager læseren ind i sit univers. Ø er ikke det man vil kalde en traditionel billedbog, men derimod et slags ordløst digteventyr, som læseren selv kan spejle sig i. Historien i den ordløse fortælling er på sin vis enkel, men stemningen er stærk og dragende, og man opsluges af eventyruniverset i de detaljerede og smukke tegninger og de levende billedforløb i bogen. Det er ikke ofte, man falder over ordløse billedfortællinger her i landet, og derfor er det endnu mere tilfredsstillende, når en bog af denne slags skiller sig ud og hviler så stærkt i sig selv. I Ø går stilen, udtrykket, historien og formatet virkelig op i en højere enhed og bliver derved et smukt bevis på, at en billedbog uden ord også kan være god litteratur.