Begrundelse
Begrundelse
Cecilie Bahnsen
Cecilie Bahnsen er en særligt lysende stjerne på den danske mode og beklædningshimmel.
Hun har siden 2015 leveret den ene underskønne kollektion efter den anden i eget navn, som sælges i hele verden og siden 2020 har hun været en del af Paris Fashion weeks officielle program.
Legatudvalget har valgt at give Cecilie Bahnsen et særligt stort arbejdslegat, så hun kan fortsætte sin evigt legende og eksperimenterende tilgang til stoffer og silhuetter. Hun skaber selv sine unikke tekstiler og har eminent sans for at udnytte deres egenskaber til at lave skulpturel beklædningsform. Alt på et stykke Cecilie Bahnsen tøj er totalt gennemarbejdet og i hver en stikning og fold ligger en personlig holdning og en feminin poetisk kraft. Tøjet er luxuriøst, drømmende og samtidig enkelt og komfortabelt. Afklaret form i detalje og helhed.
Beklædning, der er skabt til varighed og som man ønsker at passe på. Cecilie Bahnsen tildeles et arbejdslegat på kr. 500.000.