Rune Ryberg

Rune Rybergs streg er løs, men hans kunst står helt skarpt. Billedsproget er pumpet med udtryk, der ofte har lange ordløse forløb, uden handlingen bliver uklar. Det er dynamisk og blændende varieret – fra rude til rude og opslag til opslag – på samme måde som historierne er det: Fra det handlingsmættede og ærkemaskuline (motorcykler, spillemaskiner, eksplosioner og indre (volds)dæmoner) til det poetiske, hvor netop det maskuline finder nye former. Således formår tegneserien ’Gigant’ at lade sin hovedperson gennemgå en voldsom forvandling gennem en række heltetyper. En ufuldstændig liste rummer: James Dean (Outsideren); Ridderen (Den ensomme ulv); Jonas (Jonas og hvalen); Den hævngerrige; Den retfærdige; Pacifisten (der ignorer sværdet og vinder en ven); Dante på vej mod den inderste kreds i helvede; Orpheus der henter sin Euridike; Klodshans på vej mod sin prinsesse. Alt sammen uden det bliver fortænkt eller tungt, men fortalt med samme lethed som findes i Rune Rybergs farvestrålende kolorit; et syretrip fra 70'erne, blandet med inspiration fra blandt andet Christopher Blain og Joann Sfar.

I sin seneste udgivelse, ’Death Save’, viser Ryberg nye sider af sit forfatterskab. To dagdrømmende og dvaske unge mænd driver fra hinanden, da deres evne til at forfølge deres drømme er uens. I sit tema ligner den både Federico Fellinis ’Dagdriverne’ og Theis Ørntofts ’Yeah Suiten’, men med sit helt eget udtryk og sin helt egen stemme. Det kan virke som et paradoks, at Rybergs tegneserier opleves som et pust fra fremtiden, når hans inspiration er fra ældre japanske ditto. For den kunst, der er en fornyelse af dansk tegneserie, modtager Rune Ryberg et 3-årigt arbejdslegat.