Tildelt af Legatudvalget for Litteratur
Tildelt af Legatudvalget for Litteratur
Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Fra og med Siri Ranva Hjelm Jacobsens debutroman, Ø (2016), har naturen, klimaet, landskabet og miljøet spillet meget vigtige roller i hendes skrift. De er ikke blot baggrund eller kulisser, men besjælede aktører, venner og modstandere, lastet med mytologisk gods. Besjælingen bliver fuldstændig utvetydig i hendes anden roman, Havbrevene (2018), som udgøres af en brevveksling mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Senest udkommet er Dafnesyndromet (2021), der fremstår som en kloning af cli-fi, græsk mytologi og lyrisk poesi i en særdeles velkomponeret blanding.
Siri Ranva Hjelm Jacobsen beskæftiger sig med universelle temaer som tilhørsforhold (geografiske såvel som slægtsmæssige), hjem og foranderlighed, men gør det så originalt, at hendes litteratur føles som en helt ny genre. For denne indsats tildeles hun Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.
Siri Ranva Hjelm Jacobsen modtager det treårige arbejdslegat på 855.000 kroner.