Begrundelse
![Portrætfoto af kvinde](/fileadmin/_processed_/d/e/csm_Stine_Pilgaard._Foto__Astrid_Dalum_web_3ce70b42b3.jpg)
Det treårige arbejdslegat
Litteratur, forår 2021
Tilbage til nyhed
Begrundelse
Stine Pilgaard
Fra første færd stod det klart, at Stine Pilgaard var noget helt særligt og nyt i dansk litteratur: Et kæmpe satirisk talent, der kærligt udleverer alle, inklusive sig selv, en mester til at skrive dialoger med verbalt vid og talrige betydningsmæssige etager, en stjernemusikalsk forfatter, der kan få vidt forskellige genrer til at spille kompositorisk sammen. I 2020 fik Stine Pilgaard sit store publikumsgennembrud med romanen ”Meter i sekundet”, om en ung kvinde, der som nybagt mor bosætter sig på en højskole i Vestjylland og folder sig ud som brevkasseredaktør, der giver gode råd om alt mellem himmel og jord.
Gode råd får man også i mængdevis i Stine Pilgaards debutroman ”Min mor siger” (2012), hvor en yngre kvinde i livskrise må lægge øre til megen tvivlsom livsvisdom. I hendes anden roman ”Lejlighedssange” (2015) møder vi en anden ung kvinde, der ernærer sig ved at skrive horoskoper for et ugeblad og lejlighedssange for beboerne i sin andelsboligforening.
At læse Stine Pilgaard er som at blive inviteret til en sproglig fest, som man ikke kan undgå at blive både opløftet og klogere af. Stine Pilgaard modtager det treårige arbejdslegat til at fortsætte denne fest, som er til glæde for os alle.