Foto: Cinark (tv) | Arkitektskolen Aarhus (th)

Dristighedspris til bæredygtig fårestald og tækkede facader

To projekter på henholdsvis Det Kongelige Akademi og Arkitektskolen Aarhus modtager i dag Statens Kunstfonds Dristighedspris for bl.a. at udforske læring i gamle byggetraditioner med bæredygtighed for øje. 

Pressemeddelelse
3. oktober 2022

Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur uddeler på Arkitekturens Dag, den 3. oktober, Dristighedsprisen for 5. gang. Prisen anerkender arkitekter og projekter, som med fagligt mod og engagement tør gå forrest i udviklingen af arkitekturscenen i Danmark. Med prisen følger 50.000 kr.

Kunstfonden har i år valgt at give Dristighedsprisen til projektet ”Tækkede bygningsfacader til den grønne omstilling – CO2-neutral brandsikring af tækkede lodrette flader” ledet af CINARK v. Anne Beim på Det Kongelige Akademi og projektet ”Byggeriet af en moderne bæredygtig fårestald på Hjerl Hede” ledet af Studio 2D v. Niels Nygaards på Arkitektskolen Aarhus.

Fælles for de to projekter er en udforskning af og eksperimentering med gamle byggetraditioner for at finde bæredygtige og holdbare løsninger for byggeriet.

OM STUDIO 2DS PROJEKT OM EN BÆREDYGTIG FÅRESTALD SKRIVER UDVALGET I DERES MOTIVERINGSTEKST:

”Det er modigt at udfordre byggeindustriens førsteret til at løse nutidens problemer - og det er dristigt at kombinere en lokal forankret byggeskik med moderne teknologis muligheder. Det er modigt at tage sig tid til i samarbejde med andre at lære og forstå i løbet af byggeprocessen – i en tid, hvor tid generelt er en mangelvare.

Vi finder på arkitektskolerne en energi, vilje og lyst til at udvikle faget – herunder at udforske den læring, som er iboende århundredes gamle byggetraditioner med øje for fremtiden. Vi ser også et mod til at samarbejde og eksperimentere i nye konstellationer for at finde radikalt nye bæredygtige veje for byggeriet.”

OM CINARKS PROJEKT OM TÆKKEDE FACADER SKRIVER UDVALGET I DERES MOTIVERINGSTEKST:

”Det er fagligt ambitiøst at kombinere den svært tilgængelige brandtekniske viden med et traditionelt håndværksfags stærke bindinger. Ligeledes er det originalt at kombinere strået og lerpudsen i en teknologisk nutidig tilvirkningsproces. Helt særligt modigt er det at introducere en iøjnefaldende uskarp og før-moderne æstetik baseret på naturmaterialernes, håndens, og ildens præmisser.

Dristighed og mod i arkitektstanden er afgørende for fremtidige generationers livsmuligheder. I forskningsmiljøer på arkitektskolerne og blandt den kommende generation af arkitekter finder vi kilder til fornyelse med holdbare fremtidsperspektiver.”

Fakta

Foto: Arkitektskolen Aarhus

Fakta

Om Dristighedsprisen

Dristighedsprisen er Kunstfondens arkitekturpris. Prisen blev uddelt for første gang i 2018, og med den følger 50.000 kr. 

Prisen tildeles på initiativ af Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur og tildeles for et værk eller et virke, der demonstrerer et stort fagligt mod og engagement. 

Tidligere modtagere af Dristighedsprisen er:

  • 2018: Katrina Wiberg og Lasse Andersson
  • 2019: Anna Mette Exner og Anders Lendager
  • 2020: Foreningen Andelsgaarde
  • 2021: Rikke Rohr og Per Petri 
     

 

Mere