"De ord, der kobler sig til en romans univers, kalder jeg et ordnivers. Ordniverset er det, der giver historien særpræg."
Forfatter
Annie Bahnson
Litteraturtype
Børne- og ungdomsbøger
Målgruppe
Indskoling, mellemtrin og udskoling
Varighed
1,5-3 timer
Kontaktinfo
a9bahnson@gmail.com
Skab et ordnivers
Det får I
I denne workshop præsenterer jeg en af mine børne- eller ungdomsromaner ud fra min tanke om ordniverser. Sproget er i fokus, og jeg viser hvilke ord, replikker, handlinger med mere den enkelte setting forærer mig. Herefter skal eleverne skabe deres egne ordniverser, deres egne tekster, hvor sprog og handling spejler omgivelserne. De yngste skaber universer med billeder og ord. De ældste eksperimenterer med sprog og scener. Hvordan ændrer et skænderi sig, hvis vi flytter det fra køkkenet til månen?
Det tager I med videre
Gennem workshoppen får eleverne forhåbentligt skærpet deres sproglige opmærksomhed og nysgerrighed efter ordniverser, når de læser. Deres blik for, hvad der er særligt ved en tekst, vil blive fintunet. Derudover får de et indblik i forfatterens valg af tid og setting og bliver præsenteret for forskellige associations- og skrivemetoder, der tilsammen vil booste deres skrivelyst. Workshoppen bliver tilpasset det enkelte klassetrin.
Om forfatteren
Annie Bahnson skriver børne-, tween- og YA-romaner. Blandt andet Luxus, Helt som de andre, Der kom en hund med færgen, Lille Moskusmand, En rimelig mærkelig krimi og serien om Sif og Gif. Hun har en stor kærlighed til naturen og det skøre og skæve blandt mennesker. Hun har mange års erfaring med at lave kreative skriveworkshops med børn og unge. I 2012-2014 gik hun på Forfatterskolen for Børnelitteratur, og hun er også uddannet folkeskolelærer.