“Berta og mor har ikke rigtigt noget særligt på programmet i dag. De skal bare en tur over i parken og have lidt frisk luft. Og i parken, der ved man aldrig, hvad der kan ske.”
Forfatter
Zakiya Ajmi
Litteraturtype
Børnebøger
Målgruppe
Vuggestue/børnehave, indskoling
Varighed
45 minutter (eller efter aftale)
Kontaktinfo
zakiyaajmi@hotmail.com
tlf.: 71797663
Kom med Berta på eventyr
DET I FÅR
Jeg læser højt af Berta-bøgerne. De handler om nysgerrige Berta, der elsker at begive sig ud på eventyr og tit farer vild, men altid finder sin mor igen til sidst. Det er genkendelige hverdagshistorier med et strejf af magi. Bøgerne er illustreret i glade farver og med mange humoristiske detaljer af Siri Melchior. Både før, under og efter højtlæsningen inviteres børnene til at dele deres egne tanker om historien og billederne. Det er en uformel og hyggelig højtlæsningsstund og samtale mellem mig og børnene, hvor børnene får mulighed for at digte med og digte videre.
DET I TAGER MED VIDERE
Det er mit mål for højtlæsningen, at alle børn føler sig set og hørt. Både sådan, at alle børn føler, at historien vedkommer dem, og at alle børn har en oplevelse af, at deres betragtninger og observationer om Berta er betydningsfulde og vigtige for vores fælles læseoplevelse. Børnene inspireres også til at fortælle deres egne historier og til – ligesom Berta – at dyrke deres nysgerrighed og eventyrlyst. Berta møder en havfrue i svømmehallen og finder sjældne dyr i parken. Der er altid eventyr at kaste sig ud i, hvis bare man forstår at finde dem.
OM
Jeg har skrevet flere bøger til børn og unge, blandt andet tween-serien Popsøstre, som var nomineret til Skriverprisen, og ungdomsromanen Vulkan, som var nomineret til Kulturministeriets Forfatterpris og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Jeg har desuden arbejdet som skriveunderviser for børn og unge på Valby Biblioteks Forfatterspirehold og på Brønderslev Forfatterskole, og jeg har afholdt forfatterforedrag og workshops på skoler rundt om i landet.