”Holberg er en af de bedste omgangsfæller jeg har haft”
Årets modtager af Holbergmedaljen, Ole Thomsen, forstår Holberg på et nærmest sindsbeslægtet niveau. Han har netop udgivet bogen ’Besindig Rebel. Ludvig Holbergs liv og værk’, men er Holberg egentlig stadig relevant for os i dag? Det mener Holberg-vennen, der peger på det moderne menneskes og Holbergs fælles søgen efter balance i en forstyrret verden.
d. 20. december
”Det begyndte med pure kærlighed til komedierne.”
Forfatter Ole Thomsens første møde med Holberg var et møde med, hvad han selv kalder ”et par Holberg-elskere fra Mols”, som boede i den landsby, hvor han voksede op. At blive introduceret til komedierne, lagde grunden for en livslang interesse. ”Jeg har kendt Holberg på forskellige planer, siden jeg gik i skole, og jeg føler, at han er en af de bedste omgangsfæller, jeg overhovedet har haft. Han har aldrig ladt mig i stikken – og senere har jeg så aldrig opgivet ham”, fortæller Ole Thomsen. ”Det begyndte med pure kærlighed til komedierne”, fortsætter han.
Blandt Holbergs værker fremhæver Thomsen ’Erasmus Montanus’ som et af de absolut vigtigste. Her afsløres overmod, hovmod og menneskets umulige forsøg på at indføre absolutte sandheder i en kompleks verden, og det er – ifølge Thomsen – et af det ypperligste Holberg-værker.
Men hvor skal man begynde, hvis man vil læse Holberg?
”Begynd med selvbiografien, de såkaldte ’Levnedsbreve’. De er oversat fra latin til nutidigt dansk og er dermed lettere tilgængelige på Holbergs eget pragtfulde sprog. Der er også nogle grublende, herligt humane essays i ’Moralske Tanker’. Han var en stor essayskriver.”
Thomsen udgav tidligere i 2024 værket: ’Besindig Rebel. Ludvig Holbergs liv og værk’, der blandt meget andet ligger til grund for tildelingen af årets Holbergmedalje, som hvert år uddeles af Holbergkomitéen. Om tildelingen skriver komitéen blandt andet: ”I ’Besindig Rebel. Ludvig Holbergs liv og værk’ viser Thomsen, hvordan Holberg i stadig dialog med sine antikke læremestre sætter sig selv på spil i sin undersøgelse af menneskenes galskab og livets absurditet.”
Som uddannet filolog med en passion for antikkens græske og romerske kultur ser Thomsen tydeligt, hvordan Holberg trækker på arven fra den tids komediemestre. Han forklarer, at Holbergs modtagelse af antikken og hans fascination af dens forfattere spiller en betydelig rolle i hans nyeste værk på 763 sider, hvori han grundigt undersøger Holbergs forhold til denne klassiske arv.
Holberg taler til det moderne menneske
Thomsen, der har viet sit professionelle liv til at forstå og levendegøre ’det gamle’, understreger, hvordan Holberg ikke blot havde, men stadig har noget at sige det moderne menneske. Med sin splittede og til tider vaklende karakter fremstår Holberg i Thomsens optik som en moderne skikkelse, der reflekterer over menneskets søgen efter balance og mening i en forstyrret verden.
”Holberg taler til os i dag ved at være et overraskende moderne gemyt; ved at være splittet og vægelsindet og sige: Jeg er altid mig selv ulig, jeg er ikke i dag, som jeg var i går. Og så sætter han det i relation til sit fysiske helbred. Han var en stor beskriver af det psykosomatiske, af sammenhængen mellem det kropslige og det psykiske.”
Den menneskelige splittelse, humoren, og det grublende er en rød tråd i Thomsens arbejde med og forståelse af Holberg. Tildelingen af årets Holberg-medalje gives ikke blot som anerkendelse af et imponerende fagligt virke, men også til en livslang passion for at forbinde fortid og nutid gennem ordets og komikkens kraft. Komitéen begrunder blandt andet valget af Ole Thomsen som medaljemodtager for: ”… sin sprælske og egensindige læsning af Holbergs kolossale forfatterskab samt for et livsværk som forsker og formidler af oldtidens græske og romerske litteratur og dens senere indflydelse …”
Ole Thomsens arbejde som filolog har været præget af en dyb interesse for ’det gamle’ og dets forbindelse til nutiden: ”Det var derfor, jeg valgte at dyrke et fag som klassisk filologi, hvor målet er at leve sig ind i noget gammelt og stort – antikkens græske og romerske kultur. Det var også derfor, jeg skrev min doktordisputats om komedie, komik og humor. Jeg ønsker at vise, at det tabte ikke er gået tabt.”
fakta
fakta
Om Holbergmedaljen
Hvert år på Ludvig Holbergs fødselsdag d. 3. december uddeles Holbergmedaljen til en dansk forfatter eller forsker, der har markeret sig i den holbergske ånd.
Dr.phil. Ole Thomsen står som årets modtager nu selskab med prismodtagere som blandt andre Karen Blixen (1949), Halfdan Rasmussen (1986) og Frederik Cilius (2023).