Tager du rulletrappen ned under jorden til Københavns fem nye metrostationer, vil du opleve fem forskellige kunstværker som en integreret del af arkitekturen. Statens Kunstfond står bag udvælgelsen af de fem kunstnere og deres værker, som skal give passagererne en ny og inspirerende rejseoplevelse.

De fem valgte kunstnere – og deres stationer – er Pernille With Madsen, Enghave Brygge, Christian Schmidt-Rasmussen, Mozarts Plads, Henrik Plenge Jakobsen, København Syd, René Schmidt, Sluseholmen og kunstnergruppen SUPERFLEX, Havneholmen.

Mere interessant end mobiltelefonen

Metrostationer er offentlige gennemfartsrum og normalt ikke et sted, hvor passagerne har lyst til at opholde sig ret længe. Og netop den udfordring har været med til at gøre opgaven interessant for flere af kunstnerne.

”Folk er der ikke, fordi de har lyst til det. Det er en nødvendighed. Jeg har haft ønsket at gøre rummet til en pause. En flugt fra det sted, de egentlig er. Jeg har ønsket at lave et fantastisk rum, der forhåbentlig er mere interessant end mobiltelefonen”, siger Christian Schmidt-Rasmussen, som har skabt et altomfavnende maleri på stationen Mozarts Plads.

Lignende tanker har Rasmus Nielsen fra kunstnergruppen SUPERFLEX:

”En metrostation er et sted, hvor folk er tvunget til at stoppe op. Det er to minutter, hvor folk får mulighed for at beskue ét værk. Dét er interessant. Og det er to minutter, mange kunstmuseer ville være misundelige på”, siger Rasmus Nielsen.

René Schmidt har på Sluseholmen skabt en otte meter lang stålskulptur over rulletrapperne samt en bærende betonbjælke med indstøbte geologiske udskæringer inspireret af blandt andet kiselalger. I skabelsen har René Schmidt haft de lokale sydhavnsborgere i tankerne.

”Nogle lokale bor på Sluseholmen hele deres liv, og jeg har tænkt mit værk som en konstant, der skal kunne opleves hver dag gennem livet. Du ser måske værket i få sekunder hver dag. Men de få sekunder bliver sammenlagt til minutter, og der vil være nye elementer at opleve hver gang. På den måde fortæller værket en historie meget langsomt”, siger René Schmidt.

For Henrik Plenge Jakobsen, der har udsmykket København Syd med blandt andet et stort astronomisk ur, der viser himmellegemernes position over stationen, har identifikation haft betydning i skabelsen af værket.

”Jeg har haft den ide, at stationerne skulle have en mere tydelig identifikation, så København Syd fik et kendetegnende udtryk. Stationerne kan godt blive anonyme og svære at kende fra hinanden. Samtidig har jeg haft et ønske om at gøre rummet mere menneskeligt og varmt. Og så skal det være til at holde ud at se på hele tiden – også om 20 år”, siger Henrik Plenge Jakobsen.

Kreativitet i kontrollerede rammer

Rulletrapper, check-ind- og ud-standere, billetautomater, oversigtskort, flugtveje og meget mere gør metrostationer til enormt kontrollerede rum. Så hvad betyder det egentlig for kreativiteten at skulle skabe kunst i så låste rammer?

Pernille With Madsen har på Enghave Brygge skabt lysinstallationer og relieffer i stationens vægelementer.

”For mig handler det om at tænke med stedet: at det faktisk er et hul i jorden, som folk træder ned i”, siger Pernille With Madsen.

Samme tanke om at tænke med stedet hører man fra Rasmus Nielsen fra SUPERFLEX, der på Havneholmen netop har brugt alle objekterne fra metrostationerne til at skabe et slags science fiction-univers.

”Vi har stor respekt for arkitekturen i rummet, og vi ville ikke konkurrere med objekterne. Derfor har vi tænkt både arkitektur og objekter ind værket. Vi har tænkt stationen som en fortælling. Ikke som noget man kigger på, men som en scenografi, man træder ind i”, siger Rasmus Nielsen.

For René Schmidt var særligt den tonstunge betonbjælke et element, som krævede gode overtalelsesevner at få lavet.

”Jeg brugte en del tid på at overbevise Metroselskabet og tre forskellige ingeniører om, at vi skulle støbe en bærende bjælke. Den blev støbt på stedet og kunne ikke laves om. Det lykkedes heldigvis”, siger René Schmidt.

Et stort hul i jorden

Ud over de kontrollerede rammer er metrostationer også fysisk store rum. For Christian Schmidt-Rasmussen, der har malet alt i hånden, har opgaven været så fysisk hårdt arbejde, at han har trænet op til opgaven.

”Jeg ville gerne have hænderne på værket gennem hele processen, og jeg har selv malet det hele med pensler, ruller og kost. Det gav en fantastisk frihed, men det har været decideret hårdt arbejde og har krævet en enorm tålmodighed. Bare grundfarven tog 10 arbejdsdage at male med 10-12 lag”, siger Christian Schmidt-Rasmussen.

Pernille With Madsen har med sit kunstværk netop ønsket at gøre passagerne opmærksomme på den store skala.

”Jeg gør passagerne opmærksomme på, at de befinder sig i et kæmpestort hul i jorden. Hvis man fjerner vægelementerne, så er der jord og måske uopdagede historier på den anden side”, siger Pernille With Madsen.

Om den store skala lyder det fra Henrik Plenge Jakobsen:

”Det kræver nogle store greb, når skalaen er så stor. Men samtidig skal man ikke gøre for meget. Det skal være forståeligt og præcist.”

Dét at udnytte rummets størrelse har også haft betydning for René Schmidt.

”Jeg har med mit værk forsøgt at gribe rummet. Den lange stålskulptur bryder lyset med sine 3.000 trekanter og spejler sine omgivelser. Når du bevæger dig rundt om den, ændrer lyset sig i den”, siger René Schmidt.

En lille streg i det store skema

Kunstværkerne har for første gang været tænkt ind i de nye metrostationer fra begyndelsen af byggeriet, og kunstnerne har dermed været med fra start. Det er 8 år siden, at Statens Kunstfond udvalgte de fem kunstnere, og for 6 år siden gik kunstnerne i gang med at producere værkerne. Og netop et forløb over så mange år kan skabe helt praktiske problemer. Rasmus Nielsen fra SUPERFLEX uddyber:

”Vi har skullet vænne os til at arbejde med samme projekt i så lang en årrække. Helt praktisk havde vi fx skiftet PC i forløbet og måtte tilbage og finde vores arbejde på nogle ældre harddiske.”

Opgaven har også betydet, at kunstnerne har skullet arbejde sammen med en række fagligheder, de normalt ikke samarbejder med.

”Det har jo næsten været et antropologisk projekt for mig som kunstner at komme ind i sådan et stort projekt med så mange fagligheder. Jeg har haft et godt samarbejde med Metroselskabet og deres medarbejdere, men jeg har også nogle gange følt mig som en lille myre i et meget stort maskineri”, siger Pernille With Madsen med et smil.

Samme fornemmelse har gjort sig gældende hos Christian Schmidt-Rasmussen.

”Projektet har hele vejen igennem været velstyret, og processen har været god. Men jeg kan huske, at jeg helt i starten af projektet blev præsenteret for hele projektplanen for byggeriet af stationen Mozarts Plads. Jeg var en lillebitte gul streg på skemaet”, siger Christian Schmidt-Rasmussen.

De fem nye metrostationer åbnede d. 22. juni i år og kan opleves med M4-linjen til Valby og Sydhavn.