Maja Malou Lyse skal repræsentere Danmark ved Venedig Biennealen i 2026. Foto: Betty Krag.

Maja Malou Lyse repræsenterer Danmark på Venedig Biennalen 2026

Når Venedig Biennalen i maj 2026 åbner pavillon-dørene, vil det være billedkunstner Maja Malou Lyse, der er Danmarks bidrag til den 61. La Biennale di Venezia. 

28. februar 2025

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst har udpeget Maja Malou Lyse til at udstille i Den Danske Pavillon på den internationale og prestigefulde kunstbiennale i Venedig. 

 

Udvalgsleder fra Projektstøtteudvalget for Billedkunst, Jakob Fenger, udtaler: 

”Vi har valgt at pege på Maja Malou Lyse, fordi hun med fuld kontrol og overlegenhed investerer sig selv i kunsten, når hun undersøger objektivisering, identitet og samfundsnormer. Hendes bidrag til Den Danske Pavillon vil uden tvivl blive bemærkelsesværdig, og vi er spændte på at se, hvad Maja Malou Lyse tilfører Venedig Biennalen i 2026.”

 

Om udpegningen som Danmarks bidrag til Venedig Biennalen siger Maja Malou Lyse: 

”Jeg synes, det er fedt og så overvældende at få lov til at repræsentere Danmark ved Venedig Biennalen som den yngste kunstner nogensinde. Det er helt surrealistisk at få denne unikke mulighed, og jeg er virkelig taknemmelig for, at udvalget har valgt at give stafetten videre til mig. Jeg er klar til at give biennalen lidt sexappeal.”

 

I feltet mellem forførelse og forstyrrelse 

Maja Malou Lyse (f. 1993) er en multidisciplinær kunstner, hvis arbejde undersøger de komplekse relationer mellem begær, magt og billeder, der både forfører og forstyrrer. Med udgangspunkt i kroppens forhold til billedet sætter Lyse fokus på, hvordan visuelle kulturer former vores identitet og virkelighedsopfattelse.

Lyse arbejder med medier som video, installation, performance og tekst, der genkalder velkendte formater – for eksempel tv, billboards, tabloider og sociale medieplatforme. Ofte med det formål at afsløre det visuelle spektakel, der præger samtidskulturen.  

 

Om Maja Malou Lyse 

Lyse er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2022 og har udstillet på blandt andet ARoS, Kunsthal Charlottenborg, Brandts Kunstmuseum og O – Overgaden samt performet på Statens Museum for Kunst, Tate Modern og Moderna Museet.

I 2019 var hun vært på DR2-programserien Sex med Maja og har i sine værker samarbejdet med medier som Danmarks Radio, Eurowoman og Ekstra Bladet.

Kurator for Maja Malou Lyses udstilling offentliggøres senere.

 

Mangler du mere info? 

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53 

*I denne version af pressemeddelelsen er datoen for åbningen ændret fra april til maj.
 

fakta

Stillbillede fra videoværk, kvinde, med forskellige billeder lagt over øjnene.
Videoværk, Antibodies. Foto: Maja Malou Lyse.

fakta

Om udvælgelses komitéen

Statens Kunstfond fungerer som kommissær for Danmarks bidrag til Venedig Biennalen. Udvælgelseskomitéen, der ledes af Jakob Fenger, medstifter af kunstnerkollektivet SUPERFLEX, har ansvaret for at udpege kunstner og kurator til Den Danske Pavillon.
 

Øvrige medlemmer af udvælgelseskomitéen:

Marie Dufresne – Stifter og direktør, Kunsthal 6100
Anders Gaardboe Jensen – Museumsdirektør, Holstebro Kunstmuseum
Molly Haslund – Billedkunstner 

 

Mere