Bent Sørensen, F. 1958

Modtager af hædersydelse, tildelt i 2021 / Musik

Begrundelse for tildeling

Der hersker ingen tvivl hos Legatudvalget for Musik om, at den ledige hædersydelse 2021 skal tildeles komponisten Bent Sørensen. 

Bent Sørensens værker indtager en særstatus både i hans samtid, men også set i et historisk perspektiv. Hans musik besidder en sarthed, en smuk dynamisk melankoli, som formår at fastholde sine lyttere med klange og former, som på en gang virker ekstremt nyt, men samtidig sært bekendt. Man drages ind i en verden med skiftende lysskær, og mangfoldige over- og underjordiske landskaber. Hans klanglige arbejde er så specielt, at det synes at undslippe en definition, og i stedet nærmere kan beskrives som en slags magi. På forunderlig vis bliver de filigranagtige og sirligt håndskrevne partitursider til klang, til musik og til et helt særegent univers. Et univers der på lige så forunderlig vis var der helt fra begyndelsen. Allerede i de første værker fra 1980'erne, træder der en komponist frem med en helt unik, personlig stemme. Sidenhen er det blevet til en lang liste værker af solo, kammermusik, orkestermusik og en enkelt helaftensopera.

Bent Sørensens musik er flittigt spillet i Danmark og i udlandet af mange danske og internationale ensembler og orkestre. Han har haft, og har fortsat en stor betydning som inspirationskilde for mange danske komponister i sin måde at skabe nye udtryksformer for musikken.
 

Mere