Cecilie Manz, 1972

Modtager af hædersydelse, tildelt i 2020 / Kunsthåndværk og design 

Begrundelse for tildeling

Cecilie Manz er en helt særlig designer.

Cecilie søger i ethvert produkt, hun skaber, ind til dets absolutte kerne, som hun gennem hele processen servicerer og holder stramt fokus på, medens hun samtidigt synes at svæve over vandene i en personlig, poetisk og nysgerrig dans med form og materiale.

Cecilie er konstant undersøgende og arbejder konceptuelt på mange niveauer med prototyper og skulpturelle udsagn, som i sig selv er en vigtig del af hele hendes æuvre og samlede fortælling om en unik, personlig og begavet tilgang til designfaget.

Ud af dette væksthus plukkes idéer, som videreudvikles til konkrete produkter, hvor den altid genkendelige stramt æstetiske Manz’ke lethed og luftighed er nærværende og tilstede. Cecilie viger aldrig fra funktionaliteten og det gode håndværk. Ligesom nødvendigheden af produktet er et parameter i sig selv.

Cecilie Manz er en designer, som mestrer mange forskellige felter – glas, møbler, tekstiler, lamper og højtalere - altid med en sikker sans for den gennemarbejdede detalje. Uden at trænge sig på er hendes streg til stede - og designet selvfølgeligt, logisk, menneskeligt og langtidsholdbart.

Hendes formsprog er præget af den danske designtradition, som hun fører sikkert videre ind i nutidens globale virkelighed - blandt danske producenter, som har glæde af Cecilies design, kan nævnes B&O, Fritz Hansen, Muuto, Lightyears. For flere af disse ikoniske designkulturer er Cecilies arbejde blevet definerende for hele virksomheden. Også udenlandske producenter - især japanske Actus - har fået øjnene op for den danske designer. Hendes design vinder international genklang i form af priser og udstillinger i Japan, USA og Europa.

Cecilie Manz har arbejdet konsistent og vedholdende siden hun etablerede sig i 1998, og repræsenterer og præger på fornemmeste vis den danske design tradition med sine gennemarbejdede produkter, som falder i god jord hos mange forbrugere rundt om i verden, der derigennem får et personligt kendskab til den danske designkultur.

I en tid hvor spektakulære udsagn råber i munden på hinanden, står Cecilies stille, enkle og poetiske design tilbage, når larmen har lagt sig.

På baggrund af dette indstiller Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design Cecilie Manz til Statens Kunstfonds hædersydelse.

 

 

Mere