Helle Helle, f. 1965

Begrundelse for tildeling

Helle Helle debuterede i 1993 med den skarptskårne, yderst form- og sprogbevidste kortprosa-bog ”Eksempel på liv” og har siden udgivet to novellesamlinger, fire romaner og en enkelt børnebog. Med ”Eksempel på liv” lagde Helle Helle kvalitativt set en solid bund for sit forfatterskab og viste allerede her sin eminente evne til at fremskrive tilværelsens trummerum og almindelige menneskers bristede illusioner i en række korte, ofte hverdagslig situationer. Imidlertid adskiller debutbogen sig fra de senere bøger ved at gøre brug af surreelle elementer, som forklaring på menneskelige tilstande: menneskers arme vokser ned i jorden, og den gennemgående figur Marianne kaster alfabetet op. Det surreelle kan ses som en udvidelse af det realistiske rum, ligesom den eksplicitte tænken over fænomener som sprog og krop er et tillæg til personernes beskæftigen sig med det trivielle og gentagne. Dette er vigtigt at understrege, idet forfatteren fra og med sin anden bog, ”Rester” (1996), foretager en reduktion i forhold til rum og sprog og eksplicitet i værkerne. Fra nu af er rummet strengt realistisk, og fortælleren svæver ikke reflekterende over sine personer, men tager bo i dem og er solidarisk med deres formåen. Stedet er fra nu af den danske provins, og personerne tilhører den lavere middelklasse, med enkelte undtagelser i form af forfattere og studerende. Sproget er lettilgængeligt, dialogerne er mundrette og benytter sig af indforståethed som det væsentligste virkemiddel. Det usagte, ikke-eksplicitte er ophøjet til metode, læseren skal selv ud fra en ofte skrabet dialog slutte, hvad der er på færde mellem de talende. Fælles for personerne er, at de ofte er gået i stå, men at de ved første blik ikke synes at mistrives i deres passivitet; dette gælder hovedpersonen i ”Hus og Hjem” (1999), som ikke kan få pakket kasserne ud i sit nye hjem, men under passiviteten lurer en ubearbejdet sorg over forældrenes død. Samme tema finder man i ”Rødby-Puttgarden” (2005), hvor den purunge hovedperson syntes at have givet afkald på enhver forestilling om at få en uddannelse og en anderledes fremtid end at arbejde i ‘Parfumen’ på færgerne, ligesom hun også i forhold til partnere snarere lader sig vælge, end vælger selv. Undervejs udvider denne roman sig til også at omfatte den døde mors og mormors liv, og bliver således en slægthistorie en miniature.

I den senest udkomne roman ”Ned til hundene” (2009) flytter en forfatter, som i påfaldende grad ligner Helle Helle, (hun skriver bøger om almindelige mennesker; bøger, hvor der ikke sker ret meget, fortæller hun), ind til to almindelige mennesker, som kunne have optrådt i et hvilket som helst af Helle Helles værker. Denne forfatter forsøger at komme sig over et itugået ægteskab. Og personerne tager godt imod deres forfatter. Med samme selvfølgelighed, varme og solidaritet, som forfatteren Helle Helle altid har mødt sine personer med, overlader de hende sofaen og gør hende til medspiller i deres liv.

Helle Helle skriver sig fornemt ind i traditionen (den minimalistiske realisme)  efter bl.a. Raymond Carver og Kjeld Askildsen. Allerede tidligt fik hun et stort publikum til sine bøger og er i dag en af Danmarks mest læste forfattere. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige priser, senest P.O. Enquists Pris i 2009.

Med sine mesterlige iscenesættelser af det almindelige liv fremstår Helle Helle i dag som en af Danmarks vigtigste fortolkere af middelklassen og den danske provins. Hendes seneste to romaner viser ved inddragelsen af henholdsvis slægtshistorie og metafiktion, at hun er i stand til at forandre og forny sit forfatterskab. Det forekommer Kunstfondens Litteraturudvalg naturligt at indstille Helle Helle til den livsvarige kunstnerydelse. Helle Helle må anses for selvskreven.