Henrik Olesen, f. 1967

Modtager af hædersydelse, tildelt i 2016 / Billedkunst

Begrundelse for tildeling

Henrik Olesen er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi og på Staatliche Hochschule für Bildende Künste, Städelschule i Frankfurt. Han bor og arbejder i Berlin og har haft soloudstillinger på bl.a. Museum Ludwig, Malmø Kunsthal og MOMA i New York. Han har desuden i en længere årrække arbejdet med det højt respekterede Galerie Buchholz, med hvem han kuraterede udstillingen Afsked med forældrene i x-rummet på Statens Museum for Kunst i 2014.

Til trods for en relativt begrænset synlighed på den nationale kunstscene er Henrik Olesen – med en praksis, der har vundet stor international anerkendelse – en af de mest betydningsfulde skikkelser i dansk kunst og en stor inspirationskilde ikke mindst for de yngre generationer.

Først en tom mælkekarton delikat bukket sammen og sat i klemme mellem væggen og et ekstra fodpanel. Senest en kopi af en Anthony Caro-skulptur i rødmalet krydsfiner. Det er med den slags arkitektoniske, materielle og kontekstuelle forskydninger (af heteronormativitet), at Henrik Olesen på forunderlig vis og ganske enkelt formår at orientere sig anderledes i verden. En verden, der lige fra den vestlige rationalitets fødsel hovedsageligt har opereret i og med binære modsætninger som fornuft/følelse, kultur/natur, dybde/overflade, mand/kvinde.

Således sensitiv overfor de folder, der i magtens struktur afstedkommer normativt pres, men også muligheden for det Andet, udsiger Henrik Olesen noget essentielt om magten såvel som om kunsten. Noget der giver subjektet et vist håb.

Mere