Jakob Jakobsen, F. 1965

Modtager af hædersydelse, tildelt i 2021 / Billedkunst

Begrundelse for tildeling

Jakob Jakobsen har igennem sin årelange praksis formået at stille sig udenfor samfundets normer og responderer herpå via en lang række banebrydende, socialt engagerede projekter, der med indsigt og kritisk refleksion har udvidet rammerne for kunstnerisk produktion. Han har igennem sine mange kollektive projekter vedholdende insisteret på at omvælte magtens figurer. Han har igen og igen vist os samfundets skyggesider, og med aktivistiske og nytænkende strategier har han været en markant bidragsyder til diskussioner omkring politisk undertrykkelse i forsvar for samfundets svageste.

Bogen Ophør oprør - dagbog fra en indlæggelse (2020) udgivet på forlaget Antipyrine, er et utroligt stærkt litterært værk. Bogen er et råb efter et mere nænsomt samfund, der ser de sårede og de faldne i øjnene. Det er et generøst værk som allerede har - og som i årene fremover vil - få markant betydning i kampen for at skabe større empati og omsorg i behandlingssystemet, hvor det ikke blot handler om at stabilisere og normalisere den enkelte så denne igen kan blive produktive bidragsydere til samfundsøkonomien. For ganske nylig indbragte bogen ham de danske kunstkritikeres pris for bedste kunstbog i 2020.

For øjeblikket er Jakob Jakobsen aktuel på Soil Sickness Society på Rønnebæksholm med projektet Hospital for Selvmedicinering. Værket er installeret i et loftsrum og indrettet med alle mulige slags ægte tæpper venligst udlånt af lokale borgere, som en reference til Freuds kontor, hvor patienten for første gang lå ned i terapien. Tæpperne og rummets bløde ultraviolette lys, leder den besøgende ind i et rum for mental velvære. Seneste års arbejder inkluderer også Mindesmærke for de 743 fanger på Livø fra 1911 - 1961. Gennem en nuanceret dialog med overlevende og ofre, der var interneret på Livø samt Jakobsens detaljerede blik på institutionens historie, har han skabt et mindesmærke i papir, der reflekterer over de problematiske og komplekse sociale- og institutionelle magtstrukturer og de spor, de efterlader. Det er på det nærmeste en genistreg, at mindesmærket er udført i papir, der således ikke blot understreger skrøbeligheden i de fortællinger, der præsenteres (idet hver enkelt side blot kan krølles sammen og smides væk), men ligeledes føjer sig ind i de seneste års diskussion om monumentale mindesmærker i det offentlige rum.

For sit vedholdende, omfangsrige og stadigt afsøgende arbejde indstilles Jakob Jakobsen til Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

Mere