Jannik Hastrup, f. 1941
Modtager af hædersydelse, tildelt i 2016 / Film
Begrundelse for tildeling
Jannik Hastrup er en af de betydeligste filmskabere inden for dansk animationsfilm. Gennem sin mere end 50 år lange karriere har han skabt over 100 kort- og spillefilm, og er især kendt for sine film om børn og andre små væsener, hvis verden han skildrer i øjenhøjde. Hans værker bærer stærkt præg af hans stærke samfundskritiske holdninger og hans store musikaltet, og er kendt for en enkel og eksperimenterende stil.
Jannik Hastrups tidlige karriere bestod af en række kortere eksperimentalfilm, men med filmene om Cirkeline, produceret til DR (i samarbejde med Hanne Hastrup) nåede han ud til et større publikum. Senere fulgte kultklassikeren Bennys Badekar (skabt i samarbejde med Flemming Quist Møller) som med tiden fik en plads i kulturkanonen og som siden - ligesom Cirkeline - er blevet fast pensum i ethvert barns opvækst.
Med en forrygende række animationsfilm som Samson og Sally, Fuglekrigen, Aberne og det hemmelige våben, Drengen der ville gøre det umulige, Cirkeline og verdens mindste superhelt og senest to nye spillefilm om Cykelmyggen Egon, har Jannik Hastrup skabt animationsfortællinger der både har udfordret fantasi og hjerne hos generationer af danske børn. Med sine særegne og til tider syrede universer og sine skarpe sociale budskaber har Jannik Hastrup tegnet, leget og skrevet sig ind i dansk filmhistorie.