Jens Christian Grøndahl, f. 1959

Begrundelse for tildeling

1980’erne er i dansk litteraturhistorie blevet stående som et lyrikkens årti, hvor prosaen virkede som et stedbarn, usikker på sin egen relevans og retning. Ikke desto mindre debuterede vigtige romanforfattere i dette årti, og en af de betydeligste er Jens Christian Grøndahl (Kvinden i midten, 1985).
I sine første værker greb Grøndahl litterært tilbage til den store franske prosamodernisme – Proust, Simon, Robbe-Grillet - og dens finale i 1960’erne: le nouveau roman. At han gik sansende og detaljeorienteret til værks i sin prosa skyldtes dog ikke denne inspiration alene. Som uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole har Jens Christian Grøndahl fra første færd en visuel tilgang til verden. Allerede tidligt prises han for et stilistisk mesterskab af ”filmisk” karakter.

Hvor forfatterskabet skulle bevæge sig hen, var mere usikkert. Styrken i Grøndahls romankunst var ikke den dynamiske handling, interessante karaktertegning eller brede samfundsbeskrivelse, der løser adgangsbillet til større læsergrupper og romanhistoriens hovedstrøm. Omvendt virkede han i sammenligning med den minimalistiske prosa, der kom til i 90erne, ikke som orienteret mod eksperimentet. Noget måtte ske, og fra og med romanen Indian Summer (1994) søgte han mod en mere traditionel episk form. Det er han i årenes løb blevet belønnet for. Jens Christian Grøndahl fremstår i dag som en af de mest læste romanforfattere i Danmark og en af de mest oversatte i udlandet.

Kritikermiljøet har ikke altid istemt denne værdsættelse. Grøndahl er blevet karikeret som havde han for ussel læsergunst vekslet litterær eksklusivitet om til forfinet damebladslitteratur. Fordommen om Grøndahls bratte forvandling fra ”smal” til ”bred” er forfejlet. Han ifører sig ikke over natten en traditionel episk dragt. Tværtimod indvinder han gradvist den brede romanform med sine egne virkemidler: det sansede, det billedlige, det erindrede, det stilistisk raffinerede. Nu interesserer han sig blot mere for det, der også sker mellem billedindstillingerne: det indre og det kontinuerte. Fortællingen eftersøger det som billedet kun antyder men ikke selv kan udfolde helt. Hvad sker der f.eks. mellem en mand og en kvinde i det særlige rum, der åbner sig, når det fysiske begær overskrider konventionens normale distance, uden at en følelsesmæssig nærhed endnu er oprettet?

Kærlighedens vildveje har været et yndlingsemne i den modne Grøndahls sædeskildrende undersøgelse af det moderne liv. Han formår dog til stadighed at indvinde nyt land som i sin nyeste roman Fire dage i marts (2008). Den er både en aktuel kommentar til den karrierebevidste og selvcentrerede forældregenerations forhold til deres uforudsigelige teenagerbørn. Og en suverænt udfoldet familieroman og livsfrise om tre generationer af kvinder – mormor, mor og datter – i et kunstnermiljø. Grøndahl sprænger sig her helt ud af øjebliksindstillingen, ud til de allerlængste linjer og viser hvordan den ene generations drømme og nederlag sætter sig som usynlige betingelser for den næste. Han taler dog ikke for en determinisme men kredser spørgende og reflekterende om erindringen, såvel den personlige som den overleverede. Lader det sig gøre at finde de hængsler, som den enkeltes og slægtens historie drejer om? Lader det sig gøre at fortælle menneskene?
At disse overvejelser ofte er nedsænket i erindringsbilleder, forstået i meget sanselig og ”filmisk” forstand, viser den stærke kontinuitet i dette forfatterskab, der endnu synes langt fra at udtømme sine udviklingsmuligheder.