Jette Gemzøe, f. 1942

Modtager af hædersydelse, tildelt i 2019 / Kunsthåndværk og design 

Begrundelse for tildeling

Jette Gemzøe indtager en vigtig plads indenfor dansk tekstilkunst, hvor hun snart i 50 år har sat sit fingeraftryk gennem karakteristiske tekstile udsmykninger - fra et bankhovedsæde i Jordan til Undervisningsministeriet, Ny Carlsberg Glyptotek og Handelshøjskolen på Frederiksberg. Hendes værker pryder Designmuseum Danmark, hvor hun ad flere omgange har arbejdet på både billedtæpper ('90-'92) og gulvtæpper ('98) til festsalen, samt trappeløbere (2010) til de fire hovedtrapper - monumentale og uforglemmelige værker, der har en rent geometrisk formverden som det bærende udtryk.

Ved siden af de store unikaværker har Jette Gemzøe lavet en række industrielle tekstiler, bl.a. for Marimekko og Gabriel, og hun har udstillet sine værker utallige gange både herhjemme og på museer over hele verden.

Jette Gemzøe er uddannet som væver og tekstilkunstner i perioden 1960-1964 ved John og Kirsten Beckers væveværksted. Hun fik i 2005 tildelt Thorvald Bindesbøll Medaljen for sin utrættelige udforskning af det tekstile medie og fine kunstneriske indsats. Hun er fortsat optaget af den dialog, der opstår mellem væven, mønstre og materiale og har med sine talrige eksperimenter og udforskninger af materialets muligheder, været med til at skabe nye og ukonventionelle løsninger på vævetekniske problemer.


For sit mangeårige bidrag til tekstilkunsten i Danmark indstiller Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design Jette Gemzøe til at modtage Statens Kunstfonds Hædersydelse.

Mere