Jørgen Carlo Larsen, f. 1954

Begrundelse for tildeling

Jørgen Carlo Larsen er uddannet VVS-mand, og når det skal nævnes, er det fordi, han arbejder med “installationer” i sit kunstneriske virke. En billedhugger, der således kender til rørføring og andre forhold i et lukket kredsløb, ved godt, at det betyder noget at have en håndværksmæssig baggrund for at kunne begå sig på felter som eksempelvis “kunst”, hvor mange ikke kan finde hoved eller hale på det, de ser. Således er det netop problemet under en håndvask. De fleste kunstnere har ikke forstand på, hvad de ser dernede i mørket. Men det har Jørgen Carlo Larsen.

Han blev der ikke. Jørgen Carlo Larsen havde sideløbende uddannet sig i klassisk tegning på Glyptoteket og kom ind på Kunstakademiet, hvor han som den eneste havde madpakke i gråt fedttæt papir med. Madpakkepapir er fremstillet af 100 % ny bleget papirmasse, og når det skal nævnes, er det ikke fordi Jørgen Carlo Larsen således fik regelmæssige måltider, men fordi han har en materialesans, der synes at gennemsyre hele hans virke. Kunstneren flikker noget sammen, han tegner og maler og laver collager og skulpturer. Han gør det med og uden farver og på bittelille detaljerigt blåternet skolepapir og i stort format udendørs, hvor han stabler glaserede mursten til krukker i mange meters højde, som man kan opleve det i hans Skulptur til Dybvad, torso-krukke-spejlbillede af skorsten opstillet i 1998.

Det er svært at forestille sig hvad Hjamar og Dagmar, Jørgen Carlos forældre, har ment om den slags knopskydning af en forgangen industrikultur parret med en glyptoteksagtig arkaisk finkulturel torso-betegnelse. Men måske er der ikke langt fra specialarbejderen til kunstnersønnen, når det kommer til stykket. Måske er en kunstner en slags specialarbejder? Skal vi spørge Harald Børsting eller Carina Christensen? Uanset svaret er det givet, at Jørgen Carlo Larsen fortsætter med at bruge sine armes længde til at skabe nøjagtige kunstneriske udsagn om netop det, der ikke kan tales om, førend det opleves rumligt. Det er billedhuggerens fornemste opgave. Om det så ender i en vandkunst på torvet eller en VVS-look-a-like-skulptur i et inferiørt kælderlokale eller i Den Frie Udstillingsbygning er et fedt. Men at det er særlige steder, de steder, hvor mange af Jørgen Carlo Larsens væsentlige værker har været til skue og vakt forundring og glæde, er sikker viden. Det skyldes både kunstnerens lydhørhed for stedet og hans kunstneriske indgreb. Vi ville nødigt være foruden hverken sanitet eller kunst.

Derfor indstilles Jørgen Carlo Larsen som modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

PS: Hans seneste skulptur Normalisering fra 2009 består af et hvidmalet jernstativ påsat 84 toiletruller. Om det er et selvbiografisk værk eller en samfundskommentar eller begge dele eller noget tredje, aner vi ikke i skrivende stund. Men vi har taget den til os!