Kirsten Hammann, f. 1965

Begrundelse for tildeling

Kirsten Hammann debuterede med et brag i 1992 med digtsamlingen ”Mellem tænderne”.  Digte som ”Jeg civiliserer mig om morgenen” og ”Jeg er så træt af min krop” har løbet hen over film- og lydoptagelser, været trykt på T-shirts og er blevet læst i skolerne. Det var på den tid, hvor kroppen begyndte at blive tematiseret af den unge litteratur, og Kirsten Hammann var en af frontløberne med sine energiske og talentfulde og sprogligt meget raffinerede digte. Det var råt og blodigt og dybt originalt. Med efterfølgeren, romanen Vera Winkelvir, der kom allerede året efter, blev Kirsten Hammann en tidligt kanoniseret forfatter. Bogen handler om Vera Winkelvir, der kun er her, når hun taler. Vera er en ung fremmedgjort kvinde eller måske snarere en tilstand. Romanen blander realisme og surrealisme, og kritikerne var ikke i tvivl om, at Kirsten Hammann var en fornyer af sproget og litteraturen. Herefter fulgte romanen ”Bannister” (1997), børnebogen ”Chokoladeeskapade” (1998), poetikken ”Bruger De Ord i Kaffen” (2001) og fædrelandssangen ”Jeg lærte som lille”, der er med i nyeste udgave af højskolesangbogen.  

Kirsten Hammann havde ry for at være en smal og krævende forfatter. Men med romanen ”Fra Smørhullet” (2004), der handler om Mette, der er så normal, at enhver middelklassedansker kan kende sig selv i hendes magelighed og hendes anfægtelser, der altid dør hen igen netop på grund af mageligheden, blev Kirsten Hammann en forfatter, alle kan læse. Hun er stadig væk dybt original, rå og blodig, sjov, skarp og meget modig. Som en af de få nulevende danske forfattere taler hun direkte og ufortyndet til danskernes samvittighed. Også i den seneste roman ”En dråbe i havet” (2008), der handler om Mette, som så gerne vil skrive en roman om U-landene, men desværre ikke tør rejse derned på research. Så er det heldigt at U-landene ligger på et hotelværelse i det indre København.

Kirsten Hammann tør blotlægge vores hverdagsfejheder. Hun er interesseret i vores vaner, vores selvforståelser, alle selvmodsigelserne, og de ting, som vi andre glemmer at stille spørgsmål ved. Hun idealiserer ikke – men holder et spejl op for sine læsere, og uden tvivl også sig selv. Udvalget indstiller Kirsten Hammann til den livsvarige ydelse for at hædre en satirisk-naivistisk-eksistentiel forfatter uden lige på en kunstscene, hvor samtidsromaner ikke hører til dagens orden. Vi venter spændt på næste uforudsigelige drejning i hendes forfatterskab.