Kjeld Kjeldsen, F 1943
Modtager af hædersydelse, tildelt i 2021 / Arkitektur
Begrundelse for tildeling
Kjeld Kjeldsen er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus i begyndelsen af 70erne og har parallelt med sin arkitektkarriere været engageret i adskillelige arkæologiske projekter.
Siden 1985 har han været tilknyttet Louisiana Museum of Modern Art. Kjeld har som kurator og museumsinspektør tilrettelagt en imponerende række af banebrydende kunst- og arkitekturudstillinger af international kaliber. Generationer af kunst- og kulturinteresserede er valfartet til Louisiana for at opleve hans udstillinger. Hans livsværk har åbnet arkitekturen op for de mange og har haft stor betydning for den brede offentligheds forståelse af arkitekturens kunstneriske og kulturelle rødder.
Kjeld Kjeldsen fortjener Statens Kunstfonds Livsvarige Hædersydelse for sit enestående bidrag til kunstnerisk berigende formidling af arkitekturens særegne og mangefacetterede væsen.