Laus Strandby Nielsen, f. 1944

Begrundelse for tildeling

Laus Strandby Nielsen debuterede i 1970 med digtsamlingen Åhhh! ... Kom hurtigt! Siden har han udsendt yderligere syv digtbøger: Illustrationer (1974), Som i en drøm - Digte om at vågne (1982), Den sorte væg (1987), Grinetilmiddag og andre digte (1989), Mellemrum (1999), Kærlighedsdigte m.m. (2006), og senest Hvis der ikke er sandstorme, så er der sikkert noget andet, som udkom i 2010.

Kvanitativt er det således ikke noget stort forfatterskab, Laus Strandby Nielsen foreløbig har bag sig. Kvalitativt, derimod, er det vældigt. Og nu er det, det bliver svært, for det er så fristende bare at lukke op for den store pose med hyperbler, generelle begreber, hævdvundne klicheer og rosende adjektiver og så ellers strø ud med gavmild hånd, og tale om digtenes sproglige spændstighed og præcision, om den eksistentielle alvor som præger dem, men som bestandig holdes i skak af en finurlig, indimellem barok, humor; om det lette og det tunge, det mørke og det lyse, det små i det store og det store i det små, og ikke mindst kærligheden og døden - og det ville alt sammen være sandt, men også temmelig intetsigende, sådan som uforbeholden begejstring ofte er det.

Skal man tilstræbe en mere præcis og anvendelig karakteristik af Laus Strandby Nielsens værk, behøver man imidlertid ikke søge længe. Den har han nemlig selv leveret, i sin debutbog Åhhh! ... Kom Hurtigt!, hvor titlen på det allerførste digt lyder: "Opfordring til at tage mørket i betragtning" med undertitlen "(Til beroligelse af børn og umyndige)". For på sælsom profetisk vis (eller det var måske planen lige fra starten?) fungerer disse første linjer nærmest som en overskrift for alt det der skal følge, ikke bare i dette digt og denne bog, men også i alle de efterfølgende.

Laus Strandby Nielsen er en lysets digter, en kærlighedsdigter; men lyset afvejes bestandig af mørket, og i kærligheden er døden indlejret. Som i det indledende digt i Som i en drøm, som her citeres in extenso:

Da jeg så dit ansigt

den første morgen

så tæt på da jeg slog øjnene op

da du slog øjnene op,

da vi smilede til hinanden,

kærtegnede hinanden blidt, en finger

på næsen, hagen, rundt om navlen

og den slags, så dejligt, så svimlende

at vi måtte gribe hårdt og heftigt

fat i hinanden, knuge

som i gråd,

da så jeg at døden har tilgivet mig,

at den ikke har forladt mig for alvor,

tænkte jeg senere. Selvom

jeg har taget den forfængeligt,

maskeret mig som den, bagtalt den,

bor den i mig med uformindsket styrke.

Alt det døden overkommer, tænkte jeg,

tænk bare på en lille ting

som al den død der er i alt det liv

der er i bare din lillefinger

eller din allermindste øjenvip.

Et dårende smukt kærlighedsdigt, som et fjernt ekko af Aarestrup. Smukt og dødsensalvorligt; men samtidig ligger latteren og bobler lige under overfladen: "kærtegnede hinanden blidt, [ ... ] rundt om navlen/og den slags", "Alt det døden overkommer" - den er der hele tiden, overalt. Selv i digtet "Nu" fra Kærlighedsdigte m.m., som handler om det smertelige tab af den elskede, mærkes humoren, selv om den unægtelig er blevet mere besk og resigneret. De afsluttende linjer lyder: "Alt for sent fik vi/blandet varme og kulde,/blandet liv og død./Ingenting er virkeligt./Alt for virkeligt."

Poul Borum karakteriserede Laus Strandby Nielsen som "en af vore mest fremragende og mest ubemærkede digtere."

Statens Kunstfonds Litteraturudvalg kan kun erklære sig enigt, og indstiller hermed, med stor glæde, Laus Strandby Nielsen til den livsvarige ydelse i håbet om at dette kan medvirke til at ændre på den sidste del af den karakteristik.

Og vi vil tillade os at slutte af med endnu et citat, fra den seneste bog, Hvis der ikke er sandstorme, så er der sikkert noget andet:

IDYL

Nu skal det være. Gode gamle nu. Mens katten sover, og

musene gnaver i de elektriske ledninger. Før det lysvågne

dybe vand bliver til en søvnløs vandpyt. Mens baggrunden

stadig holder sig i baggrunden, og der er fred og ro i

fryseren.