Lene Bødker, f. 1958
Modtager af hædersydelser, tildelt i 2012 / Kunsthåndværk & Design
Begrundelse for tildeling
Lene Bødker blev født på Langeland i 1958. Hun blev uddannet fra Danmarks Designskole i 1992, hvorefter hun cirkulerede på en række skoler og værksteder for at sætte sig yderligere ind i glaskunstens mysterier.
Bødker var først assistent i Snogebæk Glashytte – senere besøgte hun Sunderland Polytecnic School of Art and Design. Hun har i øvrigt selv undervist på både Holbæk, Krabbesholm og Langelands Kunsthøjskoler og været gæstekunstner på Illinois State University – kort sagt: Lene Bødker har været omkring! Men det er der jo så mange der har. Knap så mange har udstillet så ”worldwide” som Lene Bødker. Et par eksempler bare på større separatudstillinger: Glasmuseet i Ebeltoft, Galerie Maria Lund, Paris og Leon Salet ArteModa i Maastricht. Desuden har hun deltaget på alt, hvad der er værd at deltage i af internationale glasudstillinger de sidste ti år – herunder Glasudstillingen i Kanazawa, hvor hun fik den store pris – faktisk verdens mest prestigebetonede glaspris: Kanazawa Glass Award. Hun er repræsenteret på mange museer, hvoraf her blot skal nævnes Designmuseum Danmark, Glasmuseum Hentrich, Düsseldorf,Victoria & Albert Museum og naturligvis Designcenter Ishigawa, Kanazawa. Vi skal afholde os fra at nævne mere af den slags – interesserede kan tjekke Lene Bødkers hjemmeside på adressen www.lenebodker.dk
Alle disse meritter, deres tydelige tale til trods, er naturligvis ikke nok til at motivere denne indstilling – det må handle om substansen. Hvad kan hun nemlig, som så mange andre ikke kan? Lene Bødker er en sjælden glaskunstner alene i sin tilgang til materialet. Hun blæser f.eks. aldrig selv, noget der er ret udsædvanligt i et land, hvor glaskunst næsten har været synonymt med glaspusteri. Det meste bliver støbt, ”slumpet” eller skåret ud. Hendes skulpturelle værker bliver smeltet i store klumper, der herefter gennemgår en hård behandling med hammer, mejsel, vinkelsliber og alt hvad dertil hører af muligheder for at reducere glassets ellers indlysende muligheder for flotte farver og lækker glans. Lene Bødkers arbejde rummer nok flothed, men ikke af den for glaskunst sædvanlige indyndende slags – tværtimod, hun undviger meget bevidst glassets mest banale muligheder. Hendes materiale har tæthed og substans. Hun tiltrækkes af det matte, det ru, det rå og til tider brutale i valget af virkemidler. Men værkerne, alle hendes relieffer, fade, skåle og figurer, er altid poetiske og delikate, ja mere end det. Der er en vis melankoli til stede i Bødkers værk, som måske fremmes væsentligt af vor bevidsthed om de ”undertrykte” muligheder for pragt. De ligger ligesom bagved, de etablerer et kunstnerisk spændingsfelt, nærmest et lys indefra.
Lene Bødker siger selv, at hendes virke kan karakteriseres ved en interesse for modsætningsforholdene og spændingen mellem tyngde/lethed, massivitet/transparens, lys/skygge, skrøbelighed/robusthed.
Hun interesserer sig også for at blande materialer som glas, aluminium, beton og bly. Hun er bestandigt i gang med at undersøge materialets karakter og udtryk i dialogen med hendes skulpturelle problemstillinger.
Lene Bødkers konsekvente arbejdsmetode har også gjort hende selvskrevet til at løse en række offentlige udsmykningsopgaver. Alle er fremragende udført, men alligevel falder Randers Politigård, Amtsrådsforeningens og LO´s hovedkontor i København i øjnene som ganske særligt fortrinlige.
Det bedste er dog, at der efter alle solemærker at dømme er god grund til at forvente sig meget mere fra denne sjældne og særlige kunsthåndværker i fremtiden. Det er derfor Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design en stor fornøjelse at indstille glaskunstneren Lene Bødker til Statens Kunstfonds Livsvarige ydelse.