Lone Hørslev, F. 1974

Begrundelse for tildeling

Lone Hørslev debuterede i 2001 med digtsamlingen ”Tak”, der med rette fik en flot modtagelse, og selv om Hørslev i den grad stadig er digter, har hendes forfatterskab spredt sig til mange genrer og lader på ingen måde til at være faldet til ro eller ind i nogen form for gænge. Hele tiden skyder der nyt frem, her fra de sidste fem år: ”Dagene er Data” (digte), ”Uhørt” (Musik sammen med Jesper Mechlenburg), ”En ordentlig mundfuld” (noveller), ”Halvt i himmelen” (roman), ”Lykkelige menneske” (musik sammen med Mads Mouritz).

Fra begyndelsen har Hørslev interesseret sig for det, langt de fleste af os kender til, hverdagen om du vil; det lille store drama i det blot at være i live. Hverdagen og alle dens elementer er blevet til kernen i Hørslevs værk – fra forelskelsen over sorgen til små indfald af lykke – der bliver undersøgt i et kæmpe register af sprog, uden at der synes at være nogen form for træthed på færde. Som Hørslev skriver i DAGENE ER DATA:

Når jeg ligger her på jorden

med kinden mod græsset

kan jeg mærke mit hjerte og

suset fra jernfloden

der pumper afsted i jordens indre.

Jeg har sådan en lyst til at græde.

Jeg har sådan en lyst til at pakke dig og alle dem jeg elsker ind

i smukke, bløde fjer

og sige ro på nu, og selvom

vi allerede har chillet for længe –

På FUTUR OG HUMANITY INSTITUTE

giver man menneskeheden

81% chance for at overleve

de næste hundrede år

19% for at uddø.

Jorden er naturligvis ligeglad.

Man får det indtryk, at intet er udtømt, men at nye sammenhænge mellem det blot at være til og alt andet, der er omkring én, hele tiden dukker op. Intet kan skydes væk, ikke engang vores undergang, der må tages ind og rummes både i det at være menneske og det at være digter. Når vi læser i Hørslevs store værk, får vi det indtryk, at hendes arbejde med at beskrive nogle mennesker er blevet til et langt større arbejde med at forsøge at beskrive det, der er mellem alle mennesker: Fra Marie Grubbe til Ellen og Dagmar. Et arbejde, der altid foregår i et sprog, der finder sit udtryk i både smuk og rytmisk lyrik, meget velkomponeret prosa såvel som sangtekster og noveller. Det er et smukt og stort arbejde, der har givet Lone Hørslev en meget fortjent plads i moderne dansk litteratur, og for det indstiller vi Lone Hørslev til hædersydelsen, men for nu får Ellen fra ”Halvt i Himlen” det sidste ord:

                      – Jeg elsker historier, hvor jeg kan få lov til at leve mig rigtigt ind i personerne. Så bliver jeg de personer, sagde hun. – Jeg tænker og lever som dem, mens jeg læser. Så går tiden, nærmest uden jeg ænser det. Jeg følger bare de forskellige historier og er helt uden for tid og sted. Hun så ned i sin serviet. – Jeg synes, det er noget af det mest vidunderlige.