Lou Camille Nielsen (tidl. Helge Bille Nielsen), f. 1963
Modtager af hædersydelse, tildelt i 2015 / Litteratur
Begrundelse for tildeling
For nemheds skyld, vil kunstneren i det følgende benævnes som Nielsen, i fuld bevidsthed om at ingen dansk forfatter/ performer/ dramatiker/ skuespiller/ musiker er så vanskelig at skrive fyldestgørende og sammenfattet om, som hun. Claus Beck Nielsen, Das Beckwerk, Nielsen, Madame Nielsen og senest Sankt Nielsen fører ganske vist samme sikre pen, men overskrider ustandselig sit værk ved performativt at sætte sig selv i og på spil.
At dvæle ved navnets og karakterens foranderlighed vil imidlertid være at skyde forbi målet. Det må række at sige, at navn og værk i en til tider sælsom og ofte kompliceret alliance bidrager til kunsten og verden med originalitet og - med danske øjne - uhørt spændvidde. En ting er ganske sikker: Nielsen gør det, hun gør, til udmærkelse.
Værket rummer modig samfundsudfordrende skrift og performance: Nielsen som rejsende i Mellemøsten eller klædt ud som engel i Ukraine. Som deltager i sin egen begravelse i en af nyere tids mest radikale performative kommentarer til identitet, kunst og forholdet mellem værk og skaber. Som nærværende performer på traditionelle scener og som dramatiker og skønlitterær forfatter. Hvad end hun kaster sig over, fremstår hun på én gang med flagrende sarthed og klippefast styrke. Altid insisterende og eksperimenterende bliver hun ved med at være sand avantgarde: kritisk, afsøgende, udfordrende og umulig at forudsige. Og så skriver hun, så englene synger.
Litteraturudvalget kaster sig hovedkulds i den strømmende, berusende Nielsen-flod, og er stolte over at indstille en af vores mest markante forfattere til hædersydelsen.