Morten Søndergaard, f. 1964
Modtager af hædersydelse, tildelt i 2014 / Litteratur
Begrundelse for tildeling
Morten Søndergaard debuterede i 1992 med digtsamlingen Sahara i mine hænder og har siden udgivet en lang række digtsamlinger og prosabøger. Udover et alsidigt forfatterskab, står han bag en række lydkunstudgivelser, samarbejdsprojekter, udstillinger og kunstprojekter.
Kendetegnende for forfatterskabet er den undersøgende og altid nysgerrige tilgang til verden. Med blæksprutteagtig iver kaster forfatteren sig over videnskab, kunst, historie, myter, drømme og genkendelig hverdag og tegner med sin kortlægning af fysiske og indre verdener et nyt og altid originalt Søndergaardsk atlas over naturen og menneskelivet.
Hvem andre end Morten Søndergaard ville finde på at spænde raderplader fast under sine sandaler og vandre gennem Sahara for at undersøge forholdet mellem aftryk og indtryk? Hvem ellers kunne være selvudnævnt ordapoteker og udskrive verber, substantiver eller præpositioner alt efter lidelsens karakter? Hvem ville lave en digtsamling konstrueret ud fra egne DNA-koder? Skabe sæbekunst og hugge indkøbslister og postkortsagtige noter i marmor? Og hvem kunne gøre det hele med samme intensitet og kvalitet som kendetegner hele hans rige og varierede forfatterskab?
Morten Søndergaard er både digter i klassisk forstand og en moderne grundforsker i sprog. Midt i den kaotiske, smukke og hæslige verden udpeger han sammenhænge og "(...) rationel struktur/ i de hemmeligheder, som fortælles." (Bier dør sovende. 1998). Med lydhør interesse og fornemmelse for tingenes og naturens væsen, væren og navne opstår og omfavner skriften hverdagsobjekter, vilde abstraktioner og associative spring. Digterjeget befinder sig hos Søndergaard altid midt i verden. Og verden er langt mere end et modernistisk orkester, der skal iscenesætte flygtige stemninger og sindstilstande; verden er virkelig, er stednavne og insekter, er klassificering og katalogisering, er påtrængende, anmassende og både rationel og mystisk. Med sit vanvittigt smukke og præcise sprog, opregner og bevidner Søndergaard, hvordan net spindes af løsrevne tråde, så læseren bevæges og flyttes med lige dele ømhed, underfundig humor, alvor og voldsomhed.
For sit stadige og stædigt eksperimenterende bidrag til litteraturen indstilles Morten Søndergaard til hædersydelse.