Nikoline Werdelin, f. 1960

Begrundelse for tildeling

At tegne sin egen tid og få os til at le over den sammen er en bedrift i sig selv. En tegnet krønike, et billede af en tid, vores tid, er det, som Nikoline Werdelin siden 1984 har beriget os med. Et blik og en streg, hvor vi har følt os genkendt, aldrig udstillet, men fastholdt i en af de utallige situationer, hvor vi har blottet os selv som mennesker på godt og ondt. Altid med et glimt i øjet og varme i hjertet. Både når Nikoline Werdelin har tegnet og skrevet teaterstykker om os, har hun fastholdt et billede af, hvordan vi er lige nu og her – midt i en tid, ja, midt i et liv.

Nikoline Werdelin vandt i 1984 Politikens tegneseriekonkurrence med Café, der løb som daglig stribe i avisen i fire år. Senere kom Homo Metropolis til og blev henover tyve år følgesvend for læsere af avisen. Stribernes selvspejlende karakterer er danskerne selv. Hudløst og ærligt, men også med et særligt greb om varmen og humoren, hvor Werdelin kan tillade sig at gå planken helt ud, fordi hun meget bevidst ikke skubber sine personer og striber fra sig med en ironisk distance. Snarere tager hun personerne i forsvar, fordi de netop er mennesker med fejl; de lever, derfor fejler de. Serien er et originalt samtidsportræt med sit fokus på almenmenneskelige problematikker om køn, identitet og adskillelse, og altid hos Werdelin i skrøbelig balance mellem narcissismens ansigt og ubarmhjertighedens selvdestruktion. Stribesamlingen Homo Metropolis 2010-2012 blev kåret som Årets Tegneserie til Ping-prisen i 2014, hvor Nikoline Werdelin også modtog Æresprisen.

Nikoline Werdelin har også haft striberne Rose og Laura & Nugga (1986-1998) i Alt for Damerne, og været i Ugebladet Søndag med striben Nina fra Rosengade (siden 2010). Hendes folkelighed er ikke kun, at hun når så bredt ud læserne med sine striber, men især at hun tegner, spidder og omfavner et folk - fortæller os, hvordan vi går rundt og har det.

Udover sit virke som tegner er Nikoline Werdelin også en produktiv dramatiker. Hendes niende skuespil, Stjernefamilien (2017), portrætterer en violinspillende kustode fra Thorvaldsens Museum. En mand, der ikke er på de sociale medier – en af de måske-egnede i en digital tidsalder. Som dramatiker har Werdelin sin egen tone. Det er skuespil om mennesker, der fastholder deres egne liv som forsvarspositioner mod en omverden, som nærmest angriber dem, som prøver at trænge ind i håb om at omstrukturere deres stille eksistenser. Det er rørende og poetiske teaterstykker med en stor genkendelseseffekt, fordi vi alle har stået i lignende situationer; alene mod en tid, alene mod en verden. Visen om Sidsel (2015) og Natmandens datter (2006) blev begge skrevet til Grønnegårds Teatret, hvor Werdelin lagde sig ud med historien og genskabte en tid med sine insisterende portrætter af personer, der kæmper for at overleve andre menneskers forventninger og krav til dem. Nikoline Werdelins teaterstykker har turneret bredt i Danmark, og flere har været opsat i nordiske og europæiske lande.

Hun havde sin egentlige debut som dramatiker af Liebhaverne (1997) og fik en meget stor publikumssucces året efter med Den Blinde Maler. For stykkerne Mine to søstre og Boblerne i Bækken fik hun i 2001 og 2002 Reumert-prisen som Årets Dramatiker. Hun er blevet tildelt Holbergmedaljen og Ridderkorset.

Nikoline Werdelin har udover sine striber og skuespil arbejdet som teaterinstruktør, ofte af sine egne stykker, og er brevkasseredaktør på Ugebladet Søndag. Hun har i en årrække boet i Berlin, men er nu tilbage igen i Danmark.

Vi er ikke i tvivl om, at Nikoline Werdelin har fortjent Hædersydelsen. Hun har tegnet og skrevet om vores tid, så vi selv kunne navigere i den og finde os selv afbilledet på den fineste, kærligste og smukkeste måde. Som hele mennesker. Med alle de små fejl, der netop gør, at det er det, vi er; mennesker. Nikoline Werdelin tegner os. Og forstår os. Det i sig selv er en rigtig stor kunst.