Peter Adolphsen, f. 1972

Begrundelse for tildeling

Peter Adolphsen har siden sin debut i 1996 med Små historier udmærket sig ved en kortfattet, fortættet og eksperimenterende fiktionsprosa. Man kan tilnærmelsesvis beskrive hans forfatterskab i to spor. Det ene består af korte, eksakte og sære romaner. Det er ikke mindst kendetegnede for de to første, stærkt originale romaner, Brummstein og Machine.
Det andet spor er mere løssluppent og avantgardistisk og består af Katalogien, en million historier og de snart tre bind med Små historier, hvoraf de to hidtil udgivne har vist sig svært holdbare. Den nyeste udgivelse, Jeg husker ikke, kan også regnes med til dette andet spor. Det er imidlertid som om de to spor løber sammen i de to seneste sci-fi-romaner, År 9 efter loopet og Rynkekneppesygen. De to er formelt originale og friere end de to første mere styrede romaner.

I År 9 efter loopet og Rynkekneppesygen formår Peter Adolphsen at skrive nogle fremtidsscenarier frem,  som er lige så grinagtige, som de er uhyggelige og tankevækkende. De forener skrønen med eftertanken, eksperimentet med samfundsengagement, drilleri med dystopi. Det kan blandt andet lade sig gøre på grund af Adolphsens inspirationskilder i fransk avantgarde og i den spansktalende litteraturs filosofiske og fantastiske traditioner. Hertil kommer en interesse for naturvidenskab, der løber som en understrøm i mange af bøgerne, og med forkærlighed piller kunsten og litteraturen ned fra piedestalen for at forklare dem i biologiske termer eller lignende.

Hans bøger er unikke i en dansk sammenhæng, og deres udsyn og format er absolut internationalt. Til de nævnte værker lægger sig adskillige børnebøger (senest den rablende skæve Papegøjerne spang gok! sammen med Rasmus Bregnhøi), oversættelser af især spansksproget litteratur samt diverse musikalske undergrundsaktiviteter.
Alt i alt et unikt og provokerende forfatterskab, langt fra metervaren, usædvanligt stringent i ord og tanke og samtidig som nævnt mere og mere balstyrisk. Hver bog sætter sin egen dagsorden og finder sin egen form. Man ved aldrig, hvad der dukker op næste gang. Bøgerne er ofte lang tid undervejs, men så meget desto mere overbevisende, når de først har fundet deres endelige form.