Puk Damsgård, f. 1978

Begrundelse for tildeling

Puk Damsgård bryder sig ikke om at blive kaldt krigsreporter, men opfatter sig selv som observatør. Forskellen illustrerer hun selv med historien om dengang, hun så tv-reportagerne fra Iraks hovedstad, Bagdad. Foran kameraet stod DR's korrespondent og rapporterede om de amerikanske soldater, der væltede statuen af Saddam Hussein, men det, som Puk Damsgård lagde mærke til, var en flok unge irakere, der fejrede friheden i baggrunden.

To måneder senere tog hun af sted for at fortælle historien om ungdommen, der havde levet hele deres liv under diktaturet.

Det blev en grundsten for det, der siden har udviklet sig til et markant, dokumentarisk forfatterskab med Puk Damsgård i rollen som opdagelsesrejsende, også helt bogstaveligt, da hun tilbragte tre måneder på Galathea 3-ekspeditionen, men det er de lange ophold i krigens og omvæltningernes centrum, der har gjort Puk Damsgård, og dermed også os som læsere, til øjenvidner.

Puk Damsgård formår stærkt og bevægende at fortælle de nære historier i det store. Det er det almindelige menneske på godt og ondt, der interesserer hende, fra de pakistanske kvinder i Waziristan, der stadig har drømme at drømme, selv om de lever det farligste sted i verden, til oprørerne og solen, der græder i Syrien.

For dét og for beretningen om den danske fotograf, Daniel Rye, der i tretten måneder var gidsel hos Islamisk Stat, modtog Puk Damsgård i 2015 Cavlingprisen og slog for alvor dørene ind til den store læserskare i både ind- og udland. Ser du månen, Daniel er udkommet i 18 lande, herunder USA, og er den måske klareste understregning af, at Puk Damsgård med sin evne til at forvandle en dokumentarisk skildring til litteratur, har oparbejdet et afgørende forfatterskab.

Det er ikke et særkende, at journalister skriver bøger, men det er en sjældenhed, at en forfatter formår at gøre det ubegribelige og gruopvækkende nærværende, som Puk Damsgård gør det. Hemmeligheden er ikke kun den kompromisløse research (som har gjort hende til persona non grata i Pakistan og flere gange har været tæt på at koste hende livet), men i lige så høj grad den personlige og prosaiske stemme, som hun investerer i sine bøger. Senest har det været de irakiske soldater i Mosul, som Puk Damsgård har givet sprog og menneskelig eksistens, fra overlevelsen til hævnen og gråden om natten, og i disse måneder følger hun i hælene på de syriske flygtninge, som er vendt tilbage til hjembyen Raqqa og et liv mellem murbrokker, efterladte miner og en stædig tro på fremtiden.

Vi ville intet vide om disse mennesker liv, endsige have en chance for at forstå dem, hvis ikke Puk Damsgård havde fortalt os deres historier og ladet dem træde levende frem for os.