Ursula Andkjær Olsen, f. 1970

Begrundelse for tildeling

Ursula Andkjær Olsen har siden sin debut med ”Lulus sange og taler” i 2000 udgivet en række meget roste, dybt originale og stilskabende digtbøger. Få digtere, om nogen, har fornyet dansk lyrik i det 21. århundrede som Ursula Andkjær Olsen. Det er sket gennem en efterhånden betydelig række af udgivelser, som alle har holdt et meget højt niveau. Fornyelsen består ikke mindst i, at hun skriver på afstand af en lyrisk tradition, hvor hun lader forskellige typer af stemmer og sprog indgå i musikalsk inspirerede kompositioner i boglange digte.

Den sidste del af karakteristikken gælder især de bøger, som udkom igennem nullerne, de vidtspændende stemme-kompositioner ”Atlas over huller i verden” (2003), ”Ægteskabet mellem vejen og udvejen” (2005), ”Skønheden hænger på træerne” (2006) og ”Havet er en scene” (2008). I disse flerstemmige værker forhandles identiteten i en konstant og kritisk konfrontation med kultur og samfund og i et poetisk rum, hvor intet emne er for stort eller for småt. Ursula Andkjær Olsens poesi handler, som hendes forgænger Inger Christensens, om alt. Den bestræber sig på at skabe et sprog, som kan tale med om det hele uden at miste temperament og kant.

Ønsket om at indforskrive alle livsniveauer i en intellektuelt årvågen, men samtidig stærkt kropslig konfrontation med verden, er ekstra tydelig i de to seneste digtbøger, ”Det 3. årtusindes hjerte” (2012) og ”Udgående fartøj” (2015). Her er flerstemmigheden afløst af en mere ensporet og afsporet stemme, som synes drevet af affekter, af sorg og vrede ikke mindst, som spænder over alle registre fra det allermest private til det globalt politiske, og hvis eksistens er stykket sammen af et netværk af relationer - ikke mindst magt- og kønsrelationer. Det er bøger, som kører på vekslende intensiteter, bøger der, musikalsk talt, er mere præget af dynamik end harmonik. Især ”Det 3. årtusindes hjerte” må allerede regnes for et hovedværk i de seneste tiårs danske litteratur.

Ursula Olsen har også skrevet musikdramatik, herunder librettoen til Peter Bruuns Miki Alone, som fik Nordisk Råds Musikpris i 2008. Den betydelige inspiration fra musik, som også gav sig udslag i bogen om Pelle Gudmundsen-Holmgreen, ”Hver med sit næb” (2004), er efterhånden blevet suppleret af et ligeværdigt engagement i billedkunst. Den ses ikke mindst i samarbejdet med Julie Andkjær Olsen i den broderede digtbog ”Have og helvede” (2010) og med Stendse Andrea Lind-Valdan i ”Vi rus salve” (2016), en fotokopieret, kropsmalet med meget mere hybrid af digt og billedkunst. Hertil kommer hendes arbejde med performances. Det er et stadig mere tværæstetisk forfatterskab.

Ursula Andkjær Olsen har modtaget adskillige litterære priser herunder Det Danske Akademis Otto Gelsted pris (2010), Montanas litteraturpris (2012) og Kritikerprisen (2013).

Det er tale om et formelt nybrydende, genremæssigt udfordrende og intellektuelt knivskarpt værk, som hele tiden er nysgerrigt på vej i nye retninger også ud i det digitale med en særdeles læse- og seværdig hjemmeside - også den levende og springende i en skrift, der bare ikke vil holde op, og til og med udsat for billeder, som ofte dokumenterer den kreative proces. Hvis der er nogen i nyere dansk poesi, som definitivt har fået sagt, at digte ikke behøver at være små lyriske kompositioner, som står i såkaldte digtsamlinger, men flader af sprog, der hænger sammen i ét poetisk udtryk, som fylder en bog helt ud til hjørnerne, så må det være Ursula Andkjær Olsen. Hun har været central og banebrydende for en ny poesiforståelse.