Bodil Kjær (f. 1932)
Modtager af hædersydelse, tildelt i 2022 / Arkitektur
Begrundelse for tildeling
Arkitekt m.a.a. og tidl. fullbright professor ved University og Maryland Bodil Kjær indstilles til at modtage Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse for sit virke som designer og arkitekt med en betydelig egenproduktion, samt en mangeårig karriere som forsker, underviser og formidler af dansk arkitektur gennem utallige artikler og foredrag.
Bodil Kjær har gennem hele sit virke været optaget af selve designprocessen. Hun sætter mennesket i centrum og er optaget af at løse samfundsproblemer frem for at skabe ikoner. Alligevel er hendes designs for længst blevet klassikere, hvoraf flere i disse år relanceres. Hendes værker kan blandt andet fortsat opleves på Harvard University, MIT og Boston University, som de er skabt til.
Bodil Kjær blev født i 1932. Efter afgang fra Frederiksberg tekniske skole og skolen for indretningsarkitektur i København samt nogle virksomme år som ansat og fra 1960 med egen tegnestue i Danmark, fik hun et scholarship og flyttede i 1965 til London. Her studerede hun på Royal College of Art og Architectural Association School of Architecture. Hun blev ansat hos ingeniør- og arkitektvirksomheden Arup Group, hvor hun blev stærkt optaget af, hvordan man gennem arkitektur, design og tværfagligt samarbejde kunne udvikle sociale og fysiske forhold på arbejdspladser.
Emnet førte hende til opgaver for store internationale virksomheder og universiteter, og hun etablerede egen tegnestue i London. Hun var forud for sin tid og udviklede blandt andet moderne lette møbelserier – som hun selv foretrak at kalde ’arkitektoniske elementer’— og som understøttede samarbejde og fleksibilitet i en tid, hvor arbejdspladserne var indrettet tungt og hierarkisk. Hendes hovedproduktion af møbler og design blev skabt i perioden 1955 til 1963. I 1964 blev Bodil Kjærs arbejder publiceret i New York Times, hvilket blev begyndelsen på et internationalt gennembrud, og flere af møblerne kom til at figurere i store filmproduktioner, som eksempelvis de tidlige James Bond film.
I 1980 flyttede Bodil Kjær til USA, hvor hun i en årrække forskede og underviste på University of Maryland, hvor hun endte med at blive professor. I denne periode var hun desuden gæstelærer på anerkendte universiteter og arkitektskoler i Europa og USA.
For Bodil Kjærs virke og store produktion indstilles hun til at modtage Statens Kunstfonds hædersydelse.