Keld Heick (f. 1946)
Keld Heick (f. 1946)
Begrundelse for tildeling
Keld Heicks navn har været en fast del af dansk musik siden 1960’erne, hvor han med pigtrådsmusik i Keld & The Donkeys lagde grundstenen til en lang og vedvarende karriere indenfor schlager, dansktop og rock'n’roll. Han har med sin tekstlige optimisme og fornemmelse for ’den gode melodi’ skabt soundtracket til flere generationers ungdom med numre som: ’Vi Skal Gå Hånd I Hånd’, ’Vi Maler Byen Rød’, ’Krøller Eller Ej’, ’Det Vil Vi Da Blæse På’ og ’Disco Tango’.
Keld Heick har været med til at definere dansktop-genren og er med over 1000 KODA-registrerede værker, både som komponist, tekstforfatter og oversætter én af de mest produktive og arbejdsomme kunstnere i Danmark. Heraf har han haft intet mindre end 31 sange med i Dansk Melodi Grand Prix og vundet hele ni gange, ligesom han har modtaget to danske grammyer. Det er nok ikke forkert at sige, at langt de fleste mennesker i Danmark vil genkende mindst én af hans sange.
Heicks melodier og tekster skaber glæde, genkendelse og fællesskab. Ved første øjekast er det ikke de store dramatiske temaer, der karakteriserer Heicks univers, dog kredses der alligevel om livets uundgåelige spørgsmål. Heick griber de små og nære historier fra hverdagen – fortællinger om kærligheden, om ægteskabet, om barndommen og om fællesskabet. Heick formår, som for eksempel i 'Under Stjernerne på Himlen’ på sin altid genkendelige måde at bevæge mennesker og bringe dem sammen.
På baggrund heraf indstilles Keld Heick til Statens Kunstfonds hædersydelse.