Kjeld Vindum (f. 1950)

Portrætfoto af hædersmodtager og bogforside
'Den ny bølge i dansk arkitektur' omhandler dansk arkitektur i 00'erne. Foto: Frank Cerri, Det Kongelige Akademi.

Kjeld Vindum (f. 1950)

Begrundelse for tildeling

Kjeld Vindum er en blændende dygtig og vedholdende formidler af arkitektur.

Med et fagligt livsvirke, der omfatter undervisning på Kunstakademiet i København og Arkitektskolen i Aarhus gennem mange generationer af studerende, som drivkraften bag tidsskriftet SKALA, redaktør på fagbladet Arkitekten, forfatter til bogværket Arne Jacobsen (1998) (med forfatter Carsten Thau), er Kjeld Vindum en værdig modtager af Statens Kunstfonds hædersydelse.

Kjeld Vindum formidler, fremkalder og tydeliggør arkitektur fra helhed til detalje, fra teori til den sansede oplevelse. Han øser til stadighed generøst ud af sin omfattende viden, dybe indsigt og sit særlige blik. Horisonten udvides, og teorien gøres tilgængelig for de, som har lyttet til hans forelæsninger, læst hans bøger, utallige artikler og nydt hans fotografier.

Som professor på Kunstakademiets Arkitektskole bidrager Kjeld Vindum væsentligt med sin forskning til udvikling af faget, arkitekturens teori og historie. Med nye vinkler på og udvidelser af begrebet arkitekturanalyse stiller han skarpt på metoder i den arkitektfaglige proces og på arkitektfagets rolle i den globale samfundsudvikling – herunder den grønne omstilling. I en tid, hvor arkitekturfaget er i kapløb med hastige visuelle udsagn, bliver forståelsen af vor tids arkitektur og behov for forandringer forankret i et historisk perspektiv. Et afgørende parameter for arkitektfaget i fremtiden.

Kjeld Vindum er udover det skrevne og det talte ord stor formidler af sit særlige blik på arkitekturens væren og væsen. Sort-hvide fotografier af sardinske romanske landkirker, danske kirker, byens og landskabets strukturer, relationer mellem tid, sted og materiale vidner om Kjeld Vindums præcise, levende, skarpe og sansende blik. Kjeld Vindums fotografiske lektioner fremstår som lærestykker i komposition med brudte symmetrier og ufuldendte motiver. Et blik, der skærer ind til benet og fremstår overraskende relevant for fremtidens bygningskunst.

Vi vil gerne hædre en kunstner, som har markeret sig afgørende inden for denne vigtige genre: at formidle arkitekturen. Kjeld Vindum fastfryser aldrig tiden og tanken, men formår til stadighed at bidrage til en større forståelse af os selv og vores plads i verden, her og nu – i fortid og fremtid. 

På baggrund heraf indstilles Kjeld Vindum Statens Kunstfonds hædersydelse.

 

Mere