Niels Lomholt (f. 1943)

Foto: Helene Lomholt og Niels Lomholt

Niels Lomholt (f. 1943)

Begrundelse for tildeling

Niels Lomholt er en pioner inden for Mail Art og videokunst. Han er en eksperimenterende kunstner, der har bidraget til at udvide grænserne for både dansk og international samtidskunst. Lomholt har haft en betydelig indflydelse på både den danske og internationale kunstscene. Særligt inden for Mail Art har han, for eksempel via Lomholt Formular Press, skabt en platform for kollektiv kunstnerisk skabelse og dialog.

Hans arbejde har aldrig været begrænset til én enkelt genre. Gennem sin karriere har han udtrykt sig i en bred vifte af medier – fra maleri og fotografi til video og installationer. Han har således sat et varigt præg på den interdisciplinære kunsts udvikling i Danmark. Med en omfattende værkproduktion, der strækker sig fra 1971 til 2010, har han etableret sig som en væsentlig skikkelse inden for dansk videokunst med udgangspunkt i konceptkunst-traditionen og billedcollagen. Projekter som eksempelvis ZOO n/nn (1993-99), der tidligt problematiserer menneskets destruktive forhold til naturen og dyrene, understreger Lomholts innovative tilgang til kunsten.

Lomholt er ikke blot kunstner, men også underviser og organisator – særligt som forstander for Kunsthøjskolen på Ærø fra 1989 - 2007, hvor han inspirerede en ny generation af kunstnere. 

Med sin utrættelige energi og nyskabende tilgang er Niels Lomholt en vigtig skikkelse i dansk kunst, hvis indflydelse vil fortsætte med at inspirere kommende generationer. Hans fremsynede og eksperimenterende tilgang til kunsten gør ham til en værdig modtager af Statens Kunstfonds hæder.

På baggrund heraf indstilles Niels Lomholt Statens Kunstfonds hædersydelse.

 

Mere