Palle Granhøj (f. 1959)

Modtager af hædersydelse, tildelt i 2022 / Scenekunst

Begrundelse for tildeling

Palle Granhøj er som danser, koreograf og kunstnerisk leder en af den danske dansescenes mest markante og betydningsfulde skikkelser gennem mere end 30 år. Han har med sit kompagni Granhøj Dans udbredt sit særlige koreografiske og æstetiske udtryk i Danmark såvel som internationalt.

Palle Granhøj er autodidakt danser med en baggrund inden for idrætsgymnastikken, hvilket har bidraget til hans ofte potente og kraftfulde stil. Han debuterede som danser i 1986 og stiftede allerede i 1989 Granhøj Dans, da han koreograferede sit første værk Torzo. Lige siden har Granhøj Dans, med Palle Granhøj som kunstnerisk leder og primær koreograf, skabt en lang række eksperimenterende og undersøgende værker fra dets base i Århus, hvor det i perioden 2001-2007 havde fast plads i Gran – Teater for dans, som Palle Granhøj stiftede og ligeledes var kunstnerisk leder for. Granhøj Dans har herudover turneret intensivt, ikke alene i Danmark, men også i internationale sammenhænge, hvor de blandt andet har deltaget på et utal af festivaler, messer og biennaler.

Palle Granhøj benytter i sine værker sin personlige fortolkning af ’obstruktion’ eller ’obstruktionsteknik’ som det bærende koreografiske princip. Obstruktion tager udgangspunkt i begrænsningen af danserens bevægelse, hvormed de kropslige muligheder for at udføre koreografien reduceres. Palle Granhøj søger med denne teknik at finde ind til selve dansens kerne gennem koreografiens kontinuerlige dekonstruktion og genskabelse.

I de seneste år har Palle Granhøjs forestillinger ofte taget form som koreografiske dialoger med klassiske musiske værker, som extended-værkerne, RITE of SPRING –EXTENDED, ROSE: Rite of Spring – Extended 2, og BOLERO – EXTENDED, hvor Palle Granhøj ikke alene undersøger obstruktionen, men også temporalitet og iteration som redskaber til at danne nye erkendelsesrum i de klassiske kompositioner.    

Palle Granhøj har modtaget en lang række priser blandt andet flere Reumerter, legater og scholarships, både nationalt og internationalt

Mere