Peter Øvig Knudsen (f. 1961)

Begrundelse for tildeling

Peter Øvig skriver om verden og menneskets mørkeste sprækker. Han er ikke bange for at skrive om sin egen skrøbelighed og nedbryder tabuer.

Peter Øvig er uddannet journalist, og i 1987 udkom bogen Er du da sindssyg: en montage. Han skrev den med sin kollega Ina Kjøgx Pedersen. Dengang hed han Peter Knudsen, og de bragte artikler i Månedsbladet PRESS med anklager mod hele det psykiatriske behandlingsapparat.

Peter Øvig er en af de journalister, der åbnede for nye måder at skrive journalistisk på, hvor jeget bliver en del af historien, og skønlitteraturen er en del af skriften. Portrættet er Peter Øvigs varemærke, som for eksempel den særlige række forfatterinterviews i bogen: Børn skal ikke lege under fuldmånen.

Peter Øvig har blandt andet arbejdet for Månedsbladet PRESS, Dagbladet Information, Weekendavisen og DR. Han har skrevet om besættelsen, det allersværeste, torturbødlen Birkedal. Og han har skrevet om Blekingegadebanden, og fik for det blandt andet journalistikkens Cavlingpris og Montanas Litteraturpris. Han har skrevet om BZ-bevægelsen og Hippie-bevægelsen. Og man kan sige, at han i høj grad også har skrevet om sig selv. Han har skrevet Danmarkshistorie med øje for menneskets indre. Psyken. Jeget blander sig sammen med aktindsigt og interviews, og i 2019 skriver Peter Øvig: Min mor var besat - da jeg mødte depressionens dæmon. For han har levet med en hemmelighed i alle de år, en hemmelighed om sin mor. Da hun dør, vælger han at skrive historien. Men det er også en bog, der sender ham ned i et hul – for det hun led af, det bor også i ham.

I 2021 udkom Jeg er hvad jeg husker – efter elektrochokket – Mellem mirakler og mareridt. Bogen handler blandt andet om, at Peter Øvig fik elektrochok. Og det fik ham ud af en svær depression. Det handler om at sige det højt, men egentlig også at tale med mennesker, der har mindre gode erfaringer. I virkeligheden handler denne bog måske om alt det, han har skrevet om førhen. Om at huske, om at undersøge, om at tvivle. Som han skriver i Jeg er hvad jeg husker:

”Vi kan i vores bevidsthed gøre sort til hvidt, når det handler om at bevare en identitet, en selvbevidsthed, som vi selv kan leve med.”

Nej, man kan ikke regne med noget, men smerten er en del af os, den er der som en rød tråd i hans dokumentariske forfatterskab, en insisteren på at mennesket bærer det mørke i sig. En insisteren på at se på det, lægge det frem. Måske har Peter Øvig gjort sårbarhed til en profession. Og samtidig bærer han et håb med sig. I Jeg er hvad jeg husker skriver han:

”Landkortet er ligesom mine dokumentariske bøger kun omtrentlige, stærkt forenklede gengivelser af en kompleks virkelighed, og for at være operationel er vores hukommelse nødt til på samme måde at komprimere virkeligheden. Det ville være umuligt at finde rundt i vores erindring, hvis alt, vi har oplevet, var blevet lagret. Hjernerystelser, fysiske sygdomme, depressioner og måske elektrochok kan ødelægge eller passivisere store mængder hjerneceller, for eksempel i hippocampus, ligesom en brand i Rigsarkivet afskærer os fra dele af vores egen eller samfundets erindring. Men måske har vi med dårlig hukommelse en chance for at bygge den op igen. (…) ”

Så for alt det fortjener Peter Øvig at modtage Statens Kunstfonds hædersydelse.

De små hippocampi glemmer vi aldrig.