Thomas Knak (f. 1973)
Thomas Knak (f. 1973)
Begrundelse for tildeling
Under artistnavnet ’Opiate’ har Thomas Knak udgivet musik siden midt 1990’erne. Som musikproducer har Knak skabt egne udgivelser, været del af forskellige bands og konstellationer, lavet remixes og musik til film, samt produceret musik for andre. Knaks mest indflydelsesrige periode ligger cirka i årene 1995-2005, og hans udgivelser fra denne periode har markeret ham som en af de mest betydningsfulde stemmer inden for dansk elektronisk musik. Knaks musik er både mådeholden og fantasifuld – og altid med en finurlig skævhed, som virker velment og inkluderende.
Knak har produceret musikudgivelser med internationale prominente navne som fx Björk og Carsten Nicolai (Alva Noto). Han har remixet navne som fx Kashmir, Björk, Piano Magic, Lali Puna, Efterklang, Under Byen, Nikolai Nørlund, Rhonda Harris og Coldcut.
Thomas Knak har også haft sit eget pladeselskab, Hobby Industries, som udgav en række danske og udenlandske artister.
For sit store arbejde modtager Thomas Knak Statens Kunstfonds hædersydelse.