Vandet kommer, men kan dansk arkitektur inspirere til nye klimaløsninger?
Danmark vil uundgåeligt blive ramt af fremtidens havvandstigninger. Den kendsgerning kalder på handling. Og netop derfor byder det danske bidrag til årets Arkitekturbiennale i Venedig på mulige klimaløsninger.
Tirsdag d. 2. maj 2023
Under overskriften ’Coastal Imaginaries’ sætter det danske bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig 2023 fokus på naturbaserede designløsninger i kampen mod stigende havvand, stormflod og andre globale udfordringer.
Men hvordan spiller arkitekturen ind i spørgsmålet om klimaforandringer? Josephine Michau er kurator på dette års arkitektudstilling i Den danske Pavillon i Venedig. Ifølge hende er svaret simpelt:
”Arkitekturen er en del af byggesektoren, som udnytter enorme mængder af jordens ressourcer. Lige nu forbruger vi mere, end vi har. Det kalder på et behov for at indrette vores systemer på nye måder. Og her kan arkitekturen bidrage til at gentænke måden, vi bygger og bor på”.
Københavns kyst i et fremtidsperspektiv
Arkitekturbiennalen i Venedig er en af de vigtigste internationale begivenheder inden for arkitekturens verden. Den danske Pavillon vil i år skabe international opmærksomhed på klimaforandringernes konsekvenser i København og resten af verden og vise innovative bud på fremtidens naturbaserede kystlandskaber.
Det danske bidrag til dette års arkitekturbiennale har fokus på, hvordan arkitekturen kan bidrage til at sikre vores kyster i fremtiden.
”Kysterne og deres forandring er et godt billede på verdens klimatiske tilstand. Havene stiger både i Danmark, men også i store dele af resten af verden, herunder biennalens værtsby, Venedig”, konkluderer Josephine Michau.
Som besøgende hos Den danske Pavillon kan man udforske udstillingens bæredygtige bud på, hvordan vi kan tilpasse os klimaforandringerne.
”Gæsterne vil opleve en dramatisk fortælling, der i flere fremtidsscenarier viser, hvordan kysten i København kan komme til at se ud, hvis man benytter sig af naturbaserede løsninger”, forklarer Josephine Michau.
Klimaudfordringerne kræver kollektive indsatser
Josephine Michau bringer forskellige fagligheder ind i arbejdet med at udarbejde udstillingen – og hun tror på, at det i høj grad er en nødvendighed, hvis vi skal løse klimaudfordringerne.
”Jeg tror på, at vi må samarbejde på tværs af fagligheder og discipliner for at finde nye løsninger. Arkitekterne har brug for allierede. Vi må krydse disciplinære, geografiske og institutionelle grænser for at lære af hinanden – og vigtigst af alt for at opdyrke den politiske vilje til at sætte gang i radikale forandringer”.
Hun fortæller, at udstillingen er opbygget som en kollektiv og kollaborativ indsats med bidrag fra blandt andet kunstnere, arkitekter og forskere.
Håb om inspiration
Hovedkuratoren for årets arkitekturbiennale er den skotsk-ghanesiske arkitekt Lesley Lokko. Hun ønsker, at bidragene til biennalen skal vise, hvordan arkitekturen kan indgyde til håb i de kriser, verden står i lige nu.
”Vi bombarderes konstant med videnskabelige undersøgelser, der peger på vores snarlige undergang, og det er jo et skræmmende sted at være. Derfor har vi brug for idéer baseret på håb og fremtidsoptimisme. Her spiller arkitekturen en vigtig rolle som den fysiske rammesætning af vores daglige liv,” forklarer Josephine Michau.
Med udstillingen håber Josephine at kunne inspirere de besøgende i Venedig:
”Dansk arkitektur har meget at bidrage med, når det kommer til at løse aktuelle samfundsudfordringer. Jeg håber, at vi kan inspirere andre lande til at bruge naturen til at tøjle konsekvenserne af klimaforandringerne”.
Fakta
Fakta
Om Den danske Pavillon
Det er Kulturministeriet, der ejer Den danske Pavillon i Venedig. Pavillonen består af to historiske bygninger, Carl Brummers fra 1932 og Peter Kochs fra 1958, der hvert år lægger rammerne til henholdsvis arkitektur- og kunstbiennalerne.
Kulturministeriet har udpeget Dansk Arkitektur Center som kommissær for det officielle danske bidrag til den 18. internationale Arkitekturbiennale i Venedig. Projektet gennemføres med støtte fra blandt andet Kulturministeriet og Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg.
Arkitekturbiennalen åbner i Venedig d. 20. maj 2023 og kan ses frem til d. 26. november 2023
Om Josephine Michau
Josephine Michau er uddannet cand.merc.(fil.) og har været med til at grundlægge Copenhagen Architecture Festival (CAFx), som hun er direktør for. I 2019 modtog Josephine Michau 'Henning Larsen Fonds hæderslegat' for sit vedholdende og motiverende engagement i at forstå, formidle og involvere mennesker i det landskab, arkitekturen udgør for vores liv.