Programnotat

"Kunst og sociale fællesskaber" er et forskningsprogram, der skal stimulere til forskning i kunstens sociale betydning og funktion. Programmet beskæftiger sig især med kunstens forhold til fællesskaber som fænomen, begreb og kulturpolitiske værdi.

Fase 1 af "Kunst og sociale fællesskaber" bliver gennemført i perioden 2018-2021 og har tilveje­bragt ny viden om, hvordan kunsten i de nordiske lande udfolder sig i og bidrager til at etablere og vedligeholde fællesskaber. Nu udbydes der igen midler til forskningsprojekter inden for programmets rammer. Forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab opfordres til at identificere og udforske problem­stillinger, der kan udvide vores forståelse af hvilken betydning fællesskaber og forestillinger om fællesskaber har i kulturpolitik og kunst.

Programmets mål

Forskningsprogrammet har to mål.

For det første at tilvejebringe viden om ændringer og stridigheder knyttet til fællesskaber. Denne viden kan gælde fællesskaber både som begreb og værdi i kulturpolitikken og i den kulturpolitiske debat. I denne sammenhæng er det ønskeligt at undersøge kulturpolitikkens skiftende begrundelser, værdier og underliggende forudsætninger.

For det andet er det et mål at skabe viden om, hvordan fællesskabsforståelser erhverves, ændres og bestrides inden for de strukturer, som kunsten er en del af, dvs. inden for institutioner, magtstrukturer og værdisystemer på kunstens område.

Mens første fase af programmet frembragte viden om, hvordan fællesskaber opstår, forandres og udfoldes i konkrete kunstneriske sammenhænge, anlægger anden fase et større samfundsmæssigt og historisk perspektiv.

Nu lægges der vægt på fællesskaber som en kulturel værdi i kulturpolitikken og på kunsten som et samfundsområde. Dette indebærer, at opmærksomheden rettes mod mere varige fællesskabsstrukturer, eksempelvis i betydningen sammenhold, integration og identifikation. Perspektiver på kunstnerisk praksis, der er en del af eller bidrager til at etablere mere situationsbestemte eller flygtige fællesskaber, udelukkes ikke, men en væsentlig del skal så være at vise, hvordan disse fællesskaber er forbundne med eller udgør en del af varige fællesskabsstrukturer, og hvad dette indebærer.

Endvidere skal programmet undersøge ideer om sådanne varige fællesskaber, der cirkulerer i kulturpolitikken og i kunstens og kulturens offentlighed. Derfor henviser programnotatet til forståelser af, forestillinger eller begreber om fællesskab.

Programmet er åbent for fagområder inden for humaniora og samfundsvidenskaberne. Tværfaglige projekter hilses velkommen. Det forventes, at forskningsbidragene har et analytisk og reflekteret forhold til programmets centrale begreber. Det kræver klar forståelse og eksplicit integration af begrebet i projekternes metodiske og teoretiske terminologi.

Baggrund

Kulturpolitik og fællesskab 

I dag er det i Norge et kulturpolitisk mål at kunst og kultur skal bidrage til at opbygge fællesskaber. I stortingsmeldingen Kulturens kraft (2018) forventes det, at kunsten samler mennesker «på tværs af sociale, politiske og kulturelle skillelinjer» og styrker sammenhold og integration. At kulturpolitikken begrundes med kunsten og kulturens betydning for fællesskabet, er vel at mærke ikke nyt. Det nye er snarere, at meningsindholdet i begrebet fællesskab er blevet mere flertydigt og komplekst.

Historisk er det vi i dag kalder kulturpolitik, ofte blevet legitimeret ved at vise til kunstens sociale virkninger. Under enevælden skulle kulturpolitikken styrke konge- og kirkemagt, i 1800-tallet skulle den bidrage til at bygge en nation og en stat. I mellemkrigstiden blev kulturpolitik knyttet til forskellige partiinteresser, og sidenhen har forskellige opfattelser af kulturpolitikkens formål, med både partikularistiske og universalistiske begrundelser, gjort sig gældende og bidraget til konflikter. Sådan har kulturpolitikken historisk hvilet på flere og til dels modstridende sociale interesser og fællesskaber.

I efterkrigstiden øgede den tværpolitiske opslutning om, at det offentlige havde et ansvar for at understøtte kunsten. Kulturlivets institutioner blev udbygget, og med etablering af blandt andet Riksteateret, Riksgalleriet og Rikskonsertene i Norge skulle kunst bringes ud til hele landet. Samtidigt skulle folket samles, oplyses og opdrages via statsradiofoniens formidling af vestlig og national kultur. Kultur var blevet en del af velfærdspolitikken, og kunst blev betragtet som en velfærdsydelse. En sådan tænkning lå til grund, da en omfattende og fælles norsk kulturpolitik tog form i 1960’erne, som svar på den voksende import af udenlandsk populærkultur: Befolkningen skulle sikres adgang til norsk kunst.

I Danmark blev Kulturministeriet oprettet i 1961 som en drivende kraft i udviklingen af en ny velfærdsstatslig kulturpolitik. I første omgang blev denne politik udmøntet i nye love og kulturinstitutioner rundt omkring i landet. Kulturpolitikken i Danmark og Norge blev lagt inden for ensartede rammer – blandt andet som følge af mellemstatslige, ikke mindst nordiske, initiativer og samarbejder. Vægten blev lagt på direkte økonomisk kunstnerstøtte, kunstnerisk kvalitet som overordnede 

tildelingskriterium og sikring af kunstnerisk autonomi ved hjælp af princippet om såkaldt armslængdes afstand mellem kunst og politik.

Med 1970'ernes udvidede kulturbegreb kom en ny vending i kulturpolitikkens prioriteringer. De blev udvidet fra at gælde det nationale til i større grad at omfatte det lokale. Kunst og kultur skulle ikke længere repræsenteres af en elite, men være for og af hele folket. Forestillingen om det «kulturelle demokrati» bidrog til at flytte fokus fra dannelse og formidling til proces og deltagelse. I den forstand blev kunst og kultur – på tværs af kunstformene arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk og design, litteratur, musik samt scenekunst – endnu dybere integreret i velfærdstænkningen: Befolkningen skulle ikke kun nyde godt af kunst og kultur, men i fællesskab også tage del i dens frembringelse.

I det påfølgende årti blev de offentlige pengestrømme til kunst og kultur i Norge i stigende grad vendt fra centrum til periferi. En styrkelse af kommunernes kulturadministration og nye lokale kulturbygninger og kunstinstitutioner var motiveret af et ønske om decentralisering, demokratisering og egen aktivitet. Skønt kunst og kultur fortsat blev opfattet som en velfærdsopgave, indvarslede de norske regeringers tilkende­givelser om kulturen i 1980'erne en ny tro på, at kulturinstitutionerne kunne finde andre finansieringskilder end de offentlige. Radio- og tv-monopolerne blev afskaffet, og kommercielle radio- og tv-kanaler blev tilladt. Kulturpolitikken var ved at blive mere markedsorienteret. En lignende udvikling fandt sted i Danmark, godt nok noget senere, og i kraft af stigende bidrag fra private fonde til finansieringen af kultur.

Velfærdsstaten er forblevet kulturpolitikkens institutionelle ramme. Men i den officielle kulturpolitiske retorik er betydningen af kunst og kultur som et velfærdsgode nedtonet. Siden 1990’erne er vægten i stigende grad blevet lagt på kunst som et erhverv, der betjener et marked. Ifølge rapporten Kunsten som forum (2017) bliver også velfærdsstaten oftere opfattet som en serviceudbyder, der følger markedets logik. Hvordan markedets rationalitet og mekanismer påvirker kunstens relationer til fællesskaberne er derfor et stadig mere påtrængende spørgsmål.

Kunst og fællesskab

Både i Norge og Danmark er kunst og kultur tilført ressourcer og institutionel understøttelse via nationale kulturpolitiske satsninger. Disse har blandt andet været begrundet i politiske ønsker om at styrke de kulturelle traditioner og de relativt små sprogfællesskaber i nordiske lande. Men dele af kunstverdenen har ofte haft et ambivalent eller kritisk forhold til de nationale kulturpolitiske retningslinjer. Mange bidrag inden for kunsten vægtlægger globale sammenhænge og relaterer sig nok så meget til internationale strømninger og netværker som til nationale. Der har dermed længe eksisteret et vist spændingsforhold mellem kulturpolitikken og dele af kunstverdenen. De seneste årtier er dette blevet tydeliggjort via kunstforståelser, der er udtalt kritiske til etablerede nationale rammer, ikke mindst postkolonial teori.

Hvad kulturpolitikken forstår med fællesskab er i dag et mere åbent spørgsmål end tidligere.

I et flerkulturelt og mangfoldigt, i nogle henseender også konfliktfyldt Norden er det ikke givet hvilket eller hvilke fællesskaber politikken forholder og henvender sig til. Forestillingen om, at fællesskabet under statens vinger repræsenterer en kulturel enhed, fremstår ligeledes svagere end tidligere i kunstverdenen og i det øvrige samfund.

Migration, globalisering, nye internationale arenaer og transkulturelle forbindelser – alt dette omgiver og påvirker kunsten, samtidigt med at kunsten selv er medskaber i disse processer. Denne situation bidrager til, at den traditionelle, geografiske overensstemmelse mellem det nationale og det kulturelle fællesskab forrykkes, bliver det påpeget i Kunsten som forum.

Dette åbner et rum for nye teoretiske tilnærmelser til kunsten. Blandt andet efterlyses perspektiver, der kan gribe transnationale eller «translokale» historier og forbindelser på tværs af geografiske, nationale og disciplinære grænser. Mange kunstnere i Norge, Danmark og Norden i øvrigt har i de seneste år også forsøgt at give plads til stemmer og erfaringer, som længe har været marginaliseret i offentligheden. I den senere tid er der rejst flere debatter om repræsentation, kolonisering og institutionel racisme i kunsten, ikke mindst knyttet til værker i det offentlige rum. I den forstand kan man sige, at tematisering og problematisering af forskellige fællesskaber og fællesskabsforståelser netop er et af særtrækkene ved dagens nordiske kunstfelt.

Diskriminering og underrepræsentation har altså stået højt på kunstens og akademias agenda de seneste år. Samtidigt er der behov for teoretiske perspektiver, der ikke kun retter opmærksomheden mod marginaliserede grupper, men som også åbner for at undersøge hvorledes samfundet – som helhed – er formet af migration, mangfoldighed og konflikt.

Hovedspørgsmål

På denne baggrund søger "Kunst og sociale fællesskaber" ny viden om fællesskaber i kulturpolitik og kunst. Programmet rejser følgende hovedspørgsmål, som vel at mærke er tænkt retningsgivende, ikke udtømmende:

1. Hvilke forståelser af og konflikter og forhandlinger om fællesskaber som kulturel værdi har historisk været grundlaget for kulturpolitikken – og hvilke funktioner har forskellige fællesskabsbegreber i dagens kulturpolitik og kulturpolitiske diskussioner? Med dette spørgsmål vil programmet henlede opmærksomheden på kulturpolitikkens værdier og idégrundlag – og især dens begreber for fællesskaber på forskellige niveauer: lokalt, regionalt, nationalt, trans- og internationalt samt blandt offentlige og private aktører.
2. Hvorledes interagerer kunstens institutioner, magtstrukturer, diskurser og værdisystemer med dagens nye fællesskaber og fællesskabsopfattelser – og hvilke opfattelser af fællesskab karakteriserer i dag kunsten som et samfundsområde? Med dette spørgsmål henvises til, om og hvorledes kunst som et socialt område relaterer til forskellige fællesskaber eller ændrede fællesskaber.
3. Hvilke udviklingstræk kendetegner forholdet mellem kunstneriske udtryksformer, kunstens kreative praksisser og fællesskaber eller fællesskabsopfattelser? Og hvilke forskelle mellem kunstarterne gør sig gældende? Dette henviser især til tendenser og ændringer i kunstneriske udtryksformer og praksisser, samt hvordan reception af kunst, herunder kunstpublikum, vedrører og forstår fællesskaber.

Aktuelle temaer

Følgende liste indeholder eksempler på tilgange til de vigtigste spørgsmål. Mange andre spørgsmål og problemstillinger kan også være relevante for forskningsprogrammet.

• Kulturpolitikkens forestillinger om fællesskab: Det kan være relevant at undersøge de fællesskabsbegreber, der i dag og tidligere har påvirket kulturpolitikken. Hvilke fællesskaber har kulturpolitikken argumenteret for, hvordan er disse fællesskaber blevet opfattet, og hvilken værdi er de blevet tillagt? Hvordan er fællesskaber involveret i brydninger, ambivalenser og forhandlinger på det kulturpolitiske område?
• Kulturpolitik og velfærdsstatens forandringer: Undersøgelser af, hvordan politiske forandringer afspejles i kulturpolitikken, især i forbindelse med velfærdsstatens forståelse, organisation og forvaltning, kan være relevante. Hvordan hænger kulturpolitikkens idégrundlag, begrundelser og orientering sammen med opfattelsen og struktureringen af velfærdsstaten?
• Konkurrerende værdier i kulturpolitikken: Kulturpolitiske mål forbundet med kunst og fællesskab er i dag sidestillet med andre mål, såsom demokratiudvikling og økonomisk værdiskabelse. Hvilke konsekvenser har dette skifte for fællesskabernes betydning som kulturpolitisk værdi?
• Kulturpolitiske konsekvenser: Selvom ovennævnte spørgsmål især er rettet mod kulturpolitikkens tekster og praksisser, vil det også være interessant at belyse fællesskabsforestillingernes eksterne konsekvenser. Hvad betyder kulturpolitikkens fællesskabsforståelser for kunstens udtryksformer og praksisser, kunstinstitutioner, kulturtilbud og forvaltning?
• Kunstens fællesskabsbegreber: Det vil være relevant at undersøge kunstens forståelse af fællesskab og rolle i samfundet. Hvilken plads har forestillinger om fællesskab i kunstens værdi- og normsystemer samt praksisser? Her kan det også være relevant at se nærmere på forholdet mellem kunstens og kulturpolitikkens mere eller mindre eksplicitte forståelse af og ambitioner om at opbygge fællesskaber.
• Individualiseringen af kunstoplevelsen: Flere udviklingstræk kan tyde på, at kunstoplevelser individualiseres og i stadig stærkere grad kommodificeres i dagens digitale økonomi. Samtidig opstår mødesteder og interaktioner på nye platforme. Hvordan påvirkes kunstens relationer til de forskellige fællesskaber af digitale brugsmønstre og markedstænkning? Og hvordan påvirkes kunstneriske udtryksformer og praksisser af relationerne til forskellige fællesskaber?
• Kultur og digitalisering: Hvad betyder digitale platforme, sociale medier og digitale teknikker og medier for produktion og formidling for realisering af kulturpolitikkens fællesskabsambitioner såsom målet med at skabe et «kulturelt demokrati»? Er det muligt at pege på fællesskabsdannelser som en følge af digitalisering? Hvorledes påvirker teknologierne disse processer?
• Kunst, identitetskonflikter og mangfoldighed: Hvordan indgår kunsten i, og hvordan reflekterer den over, de forhandlinger, modsætninger og ambivalenser vedrørende identitet og fællesskab, der kan siges at karakterisere nutidens samfund? Hvorledes forstår kunsten sin rolle i forhold til eksempelvis marginaliserede og underrepræsenterede grupper og deres plads i fællesskaberne?