Begrundelse

Portræt af legatmodtager
Foto: Cille Marie Schunck Frederiksen

Det treårige arbejdslegat (855.000 kr.)

Litteratur 2023

Tilbage til nyhed

Begrundelse

Kristian Eskild Jensen

Når man studerer Kristian Eskild Jensens tegninger i børnebogen ”Og de onde lo” (2017, forfatter Ellen Holmboe), føler man sig hensat til de fineste malerier fra 1800-tallet. Hvert hår i isbjørnes pels, hvert skæl i krokodillens panser er manet frem med et enormt teknisk overskud: Alle illustrationerne i bogen er tegnet med stor omhu, så præcise og detaljerede, at det i sig selv kan være nok at se på. Men de er også skræmmende. 

For i sit kunstneriske univers forvrænger Jensen gerne størrelsesforholdet. I ”Trolden på tredje” (2022, forfatter Martin Glaz Serup) er der f.eks. sådan en frygtindgydende illustration: I en opgang står en yngre mand foran en åben dør. I døråbningen, som er set fra siden, stikker troldens afskyelige fjæs ud; det er næsten lige så stort som manden. Væsker hænger fra troldens tænder og langs gulvet ses troldens ene hånd, krybende med sine lange, ækle fingre ud af døren. Alt er det holdt i sygelige grønne nuancer. Man tænker uundgåeligt, at hvis troldens hoved har den størrelse, må hans krop jo være på størrelse med hele huset. På den måde blander Kristian Eskild poetisk naturalisme og surrealisme til et formidabelt udtryk, der er som skabt til eventyrlige fortællinger. 

”Drengene fra Sankt Petri” (2023, forfatter Erik Barfod) er en ren opvisning i fortælle- og tegneteknik. Vi kan kun glæde sig til hans næste tegneserier.  

For sine store evner til at skabe levende, drabelige og uhyggelige illustrationer og nu også formidable tegneserier modtager Kristian Eskild Jensen et treårigt legat.