Arbejdslegater til et bredt felt af forfatterstemmer
Dansk litteratur har det godt og taler med utallige stemmer. Det afspejler årets uddeling af arbejdslegater til nogle af dansk litteraturs vigtigste stemmer netop nu. Fem forfattere og en illustrator modtager treårige arbejdslegater.
27. april 2023
Statens Kunstfond har netop uddelt de generelle arbejdslegater til forfattere, oversættere og illustratorer. Særligt seks kunstneriske stemmer har gjort sig bemærket i år og modtager et treårigt arbejdslegat på 855.000 kroner.
Efter knap fire år på posten er det sidste uddelingsrunde for det siddende Legatudvalg for Litteratur. De har været igennem tusindvis ansøgningssider og tekstprøver, som har givet dem et helt særligt indblik i, hvad der rører sig i dansk litteratur netop nu.
Udvalgsleder for legatudvalget for Litteratur Dennis Gade Kofod siger:
”Dansk litteratur er ikke én stemme, men et helt landskab af stemmer, der fra hvert sit sted i Danmark skriver til os, der læser. Dansk litteratur er fra bog til bog ligeså forskellig i sit udtryk som det landskab, vi oplever fra Østerskær til Blåvand. At tale det ned til én tendens, én bevægelse, er en mangelfuld og sørgelig tilgang. Vi i legatudvalget håber, at I vil tage alle de kommende udgivelser til jer. De er alle sammen jeres tid værd”.
Her kan du læse de ord, modtagerne af de treårige arbejdslegater får med på vejen af Legatudvalget:
Kristian Eskild Jensen (f. 1972)
Når man studerer Kristian Eskild Jensens tegninger i børnebogen ”Og de onde lo” (2017, forfatter Ellen Holmboe), føler man sig hensat til de fineste malerier fra 1800-tallet. Hvert hår i isbjørnes pels, hvert skæl i krokodillens panser er manet frem med et enormt teknisk overskud: Alle illustrationerne i bogen er tegnet med stor omhu, så præcise og detaljerede, at det i sig selv kan være nok at se på. Men de er også skræmmende.
For sine store evner til at skabe levende, drabelige og uhyggelige illustrationer og nu også formidable tegneserier modtager Kristian Eskild Jensen et treårigt legat.
Pernille Abd-El Dayem (f. 1985)
Dayems prosa er aldrig rigtigt det, du havde forestillet dig som læser, men alligevel læser vi og bliver hængende for at forstå, hvad det er, der bliver fortalt.
Vi ser hos Dayem et forfatterskab, der vokser med en utrolig kraft ind i den danske litteratur. For arbejdet med forfatterskab modtager Pernille Abd-El Dayem et treårigt arbejdslegat.
Nanna Storr-Hansen (f. 1991)
I 2017 debuterede Storr-Hansen med den – ved hver læsning – stadigt voksende samling af digte under titlen ”Spektakel”. Og ligesom digtene endnu vokser, er forfatterskabet fortsat af samme vej med stor kraft. Alt sammen er det skrevet i klare og smukke digte af en original og ny stemme i dansk litteratur. For arbejdet med de digte modtager Nanna Storr-Hansen et treårigt arbejdslegat.
Rasmus Daugbjerg (f. 1993)
Det er de færreste forfattere, der med deres blot anden bog formår (eller uforvarent kommer til) at give et bud på en nyfortolkning af en allerede kendt genre. Ikke des to mindre er det, der er sket med Daugbjergs roman ”Trold” (2022), hvori den nok ældste genre af dem alle, fantasy, igen, igen finder ny klæder.
Det er noget helt særligt, der er på færde der. Det er noget helt særligt, der er begyndt her: Et arbejde med den fantastiske roman, der er så fascinerende og vildt, at det ikke er til at forestille, hvad det dog skal ende med. Og for det arbejde modtager Rasmus Daugbjerg et treårigt arbejdslegat.
Lotte Kirkeby (f. 1970)
Ikke alle kraftfulde stemmer råber. Det der er tyst kan have en ligeså voldsom energi. Se blot denne sætning, der indleder Kirkebys første roman, ”De nærmeste” (2019): ”De dør natten til søndag, og da vi er alene igen, tager jeg mine ting.” Med så få ord bliver tre væsentlige handlinger foretaget og en roman om sorg, identitet og familie tager sin smukke begyndelse.
For det litterære arbejde modtager Lotte Kirkeby et treårigt arbejdslegat.
Alexandra Moltke Johansen (f. 1988)
Alexandra Moltke Johansen (f. 1988) er forfatter og især dramatiker. Hun gør kunst til handling. Hun forandrer. Hun skriver i bølger. Hun skriver organisk fra et nyt sted, ind i væv og strå og tuer, ind i flygtningecentre og hvalernes sang og skovbrande og sultkatastrofer og ud i oversvømmelser.
Fakta
Fakta
Om uddelingen
Kunstfondens Legatudvalg for Litteratur har modtaget 841 ansøgninger til generelle arbejdslegater.
Blandt dem har 268 fået et legat, heraf har seks modtaget et treårigt arbejdslegat, og der er i alt blevet uddelt 31.230.000 kroner.
Udvalget har derudover modtaget 124 ansøgninger til arbejdslegater til debutanter. Hvem der modtager debutantlegater offentliggøres i løbet af maj.
Se hvem der modtager de generelle arbejdslegater for litteratur
OM STATENS KUNSTFONDS LEGATUDVALG FOR LITTERATUR
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur tildeler legater og stipendier til skabende kunstnere inden for litteraturområdet. Støtten gives på baggrund af ansøgerens samlede kunstneriske virke.
Læs mere om Legatudvalget for Litteratur
Mangler du mere info?
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53