Lotte Kirkeby

Ikke alle kraftfulde stemmer råber. Det der er tyst kan have en ligeså voldsom energi. Se blot denne sætning, der indleder Kirkebys første roman, ”De nærmeste” (2019): ”De dør natten til søndag, og da vi er alene igen, tager jeg mine ting.” Med så få ord bliver tre væsentlige handlinger foretaget og en roman om sorg, identitet og familie tager sin smukke begyndelse. Og så, ved endt læsning, kan vi bladre tilbage til første side og konstaterer, at det stod der alt sammen. Der i den første sætning. Helt præcist og vildt og meget, meget tyst.  

Den præcision i historiefortællingen er der flere eksempler på i Kirkebys debut, ”Jubilæum” (2016), hvor hun første gang viser sin evne til at skildre det, der sitre så sagte, at vi ofte overser det i vores eget liv. Det lader til, at der er et ønske om, at intet – simpelthen intet – må forblive overset i folderne i den dug på det bord, hvor vi drikker livets vigtigste kop kaffe. 

Og så efter ”Jubilæum”, der i sig selv er en stærk debut, tog fanden (eller noget tilsvarende) fat i Kirkeby, og hun skrev de to romaner, ”De nærmeste” og ”Hvis man ikke vidste bedre”, der er et så enormt spring frem i ambition og kvalitet i et ellers stadigt ungt og begyndende forfatterskab, at det blev klart, at her havde vi fået en stærk, stærk stemme i dansk litteratur, der nægter at fravige sin interesse for det, der oftest leves ud uset og i stilhed. 

For det litterære arbejde modtager Lotte Kirkeby et treårigt arbejdslegat.