Nanna Storr-Hansen

I 2017 debuterede Nanna Storr-Hansen med den – ved hver læsning –  stadigt voksende samling af digte under titlen ”Spektakel”. Og ligesom digtene endnu vokser, er forfatterskabet fortsat af samme vej med stor kraft. Således er den interesse for, hvordan vi er sammen med verden, der præger ”Spektakel”, fortsat blevet undersøgt og udvidet, så det nu forstås, at huden, der omkranser legemet på os alle, nok ikke er den egentlig grænse for, hvor vi slutter og alt andet begynder. Nej, snarere forstår man ved læsning af digtene i ”Mimosa” (2018) og ”Bøgetid” (2022), at det er der hvor vi langsom bliver et med alt det andet: Noget der ikke kun fortjener at få et sprog, men også sin egen lyriker. 

Ja, det et er mere kompliceret end som så, men kan så alligevel skrives ned i enkle sætninger som disse fra ”Spektakel”: ”Hver del af kroppen/ i familie/ med kroppen/ fingrene/ hændernes/ lange drøm.” 

Ellers sådan her i ”Bøgetid”: Plukveer og ænder/ ved gadekæret/ et smidigt barn/ kaster store/ stykker brød/ til dem/ ude i vandet/ er der et sammenfald/ mellem moderkage/ og bøgeblade/ hun giver jo snart op/ hun giver næring fra sig/ et nyt system/ må stå/ i stedet/ tabe/ et blad føde et barn/ tabe et barn føde et blad/ et stort vildt træ/ mine arme/ giv ilt/ giv ilt

Hvor alle objekterne i det sidste digt glider sammen ved både interaktion og ved, at de funktioner, vi kender dem for bliver givet videre, således at barnet og moderkagen og træet bliver ét. Ét liv. Et nyt system. 
    
Alt sammen er det skrevet i klare og smukke digte af en original og ny stemme i dansk litteratur. For arbejdet med de digte modtager Nanna Storr-Hansen et treårigt arbejdslegat.