Rasmus Daugbjerg

Det er de færreste forfattere, der med deres blot anden bog formår (eller uforvarent kommer til) at give et bud på en nyfortolkning af en allerede kendt genre. Ikke des to mindre er det, der er sket med Daugbjergs roman ”Trold” (2022), hvori den nok ældste genre af dem alle, fantasy, igen, igen finder ny klæder. Ikke kun ved, at Daugbjerg revitaliserer trolden som litterær figur og som en selvfølge heraf skriver den ind i klima- og naturdebatten. Slet ikke. For det er ligeså vigtigt, at Daugbjerg genopdager og genopliver fantasygenrens forhold til det mytologiske både i plot og sprog. Som her, hvor trolden har sneget sig ind i byen: ”Det er aften, trolden står bag et hus. Hun ser om hjørnet. Menneskene trækker en kalv bag sig. Den går langsomt. Menneskene stryger den på ryggen. De trækker en sæk over hovedet på den./ Menneskenes hænder ser skånsomme ud.”

Væk er den brølende, hæslige trold uden et ordentligt sprog. I stedet betragtes vi, menneskene, af et tænkende, følende og undrende væsen, som vi kan genkende det fra folketroens fortælling. 

Der var allerede i debuten, ”Rygtet” (2021), ansatser til en anderledes tilgang til det fantastiske stof i Daugbjergs måde at skrive på. Således får småsnak den centrale rolle i romanen, og det ikke kun som det onde, men også som den egentlige energi, der driver teksten frem, så alle elementer i fortællingen konstant skifter form og betydning. 

Det er noget helt særligt, der er på færde der. Det er noget helt særligt, der er begyndt her: Et arbejde med den fantastiske roman, der er så fascinerende og vildt, at det ikke er til at forestille, hvad det dog skal ende med. Og for det arbejde modtager Rasmus Daugbjerg et treårigt arbejdslegat.