Festivaler
Frist: 15.08.2025, kl. 14:00
Tilskud til festivaler og festivalaktiviteter i Danmark, hvor musik er det bærende element
Ansøgningsvejledningen opdateres og ansøgningsskemaet lægges på senest en måned før fristen.
Vær opmærksom på, at du kan indsende din ansøgning indtil kl. 14:00 på dagen for ansøgningsfristen, men vi anbefaler, at du indsender i god tid.
OBS: Der kan komme ændringer til ansøgningsvejledningen inden næste ansøgningsfrist - ansøgningsskemaet vil være tilgængeligt her på siden senest en måned før fristen.
Hvem kan søge?
- aktører inden for festivalområdet
DU KAN SØGE TILSKUD TIL:
- festivaler og festivalaktiviteter i Danmark, hvor musik er det bærende element
- aktiviteter der tidligst ligger i det næstkommende kalenderår (2025)
- etårige og toårige projekttilskud
Det er en forudsætning:
- at festivalaktiviteterne har offentlig adgang
Her kan du læse mere om, hvad du skal gøre, hvis dit projekt går på tværs af kunstarterne.
DU KAN IKKE SØGE TILSKUD TIL:
- en festival, som samtidig er indeholdt i en ansøgning om støtte fra puljen ’Honorarstøtte til rytmiske spillesteder’
Hvad er formålet med ordningen?
Statens Kunstfond har til opgave at fremme musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet.
Formålet med denne ordning er at sikre udbuddet af festivaler på musikområdet i Danmark af høj kunstnerisk kvalitet, der præsenterer mangfoldighed og/eller fornyelse inden for alle musikalske genrer.
Sådan vurderes din ansøgning
Projektstøtteudvalget for Musik træffer afgørelse for hver ansøgning på baggrund af en helhedsvurdering ud fra nedenstående hensyn. Udvalgets altovervejende hensyn er en vurdering af den kunstneriske kvalitet og dernæst lægges der vægt på en række konkrete og puljespecifikke ønsker til projekterne.
KUNSTNERISK KVALITET
Projektstøtteudvalget for Musik lægger i sin vurdering af kunstnerisk kvalitet vægt på at støtte musikprojekter, der
- udviser mod i deres kunstneriske eller formidlingsmæssige valg
- forholder sig til deres kunstneriske og samfundsmæssige relevans
Udvalget lægger endvidere i sin vurdering vægt på følgende:
1. Formål:
- at projektet har en klar idé og en tydelig kunstnerisk og formidlingsmæssig vision
- at projektet har noget på hjerte
- at projektet udviser originalitet
2. Realisering og udførelse:
- at ansøger har evnen til at omsætte og virkeliggøre sin kunstneriske og formidlingsmæssige vision
- at ansøger mestrer sit formidlingsmæssige håndværk og sine virkemidler
3. Bevidsthed om målgrupper:
- at ansøger definerer og aktivt forholder sig til sit publikum og sine målgrupper
Udvalget vil i sin vurdering af den kunstneriske kvalitet i den samlede uddeling være opmærksomt på:
- at give plads til kunstnerisk mod
- at sikre et udbud af festivaler, der præsenterer mangfoldighed, geografisk spredning og/eller fornyelse inden for alle musikalske genrer
- at fremme musik rettet mod målgruppen børn og unge
Udvalget lægger som en del af sin helhedsvurdering desuden vægt på:
- at festivalen honorerer de medvirkende musikere på et professionelt niveau
- at der er en sammenhæng mellem støttebehov og projektets aktivitetsniveau
- at festivalen gennemføres med en rimelig egenindtægt særligt i forhold til entré og/eller medlemskontingent. Hvis der slet ikke tages entré ved festivalen, skal der i ansøgningen fremgå en velbegrundet årsag
- at der er lokal medfinansiering og/eller sponsorat/fondsstøtte
- at der ved tilbagevendende festivaler er en vis variation i repertoire og/eller kunstnervalg fra år til år
- at festivalen ikke kan gennemføres i et rimeligt omfang på almindelige markedsvilkår
- at festivalen markedsføres effektivt og målrettet, også i forhold til nye publikumsgrupper
- at projektets aktiviteter ikke vurderes at ligge inden for rammerne af en ansøgende institutions flerårige aftale med Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik
Udvalget vil i sin vurdering af en ansøgning til et toårigt projekttilskud lægge vægt på:
- et særligt højt niveau af kunstnerisk kvalitet
- et særligt behov for langsigtet programlægning
Statens Kunstfond opfordrer kunstnere, arrangører, koncertsteder og andre modtagere af tilskud til at arbejde bæredygtigt i deres tilrettelæggelse og afvikling. I det obligatoriske skema opfordrer Projektstøtteudvalget for Musik derfor ansøgere til at oplyse om tiltag, der fremmer miljømæssig og/eller social bæredygtighed inden for det konkrete ansøgte projekt, herunder også hvordan ansøger arbejder med at fremme diversitet og repræsentation.
Udvalget forbeholder sig retten til at imødekomme ansøgningen med et mindre beløb end ansøgt ud fra en vurdering af ansøgningen i forhold til det samlede felt af ansøgninger, de afsatte midler samt ønsket om at sikre en spredning af kunststøtten. Hvis du modtager et mindre beløb, end du har ansøgt om, vil du kunne læse i dit bevillingsbrev, om du skal indsende flere oplysninger, før vi kan udbetale dit tilskud.
Hvad skal ansøgningen indeholde?
Du indsender ansøgningen via Tilskudsportalen, som du finder her på siden. Når du først har oprettet din profil på Tilskudsportalen, kan du til enhver tid gå ud og ind af portalen og tjekke, om du har alle bilag og oplysninger med, inden du indsender ansøgningen.
Vi anbefaler, at du bruger browseren Chrome eller Firefox, når du udfylder din ansøgning.
Hvis du er fritaget for Digital Post eller grundet helt særlige forhold ikke kan anvende den digitale selvbetjeningsløsning skal du skrive til post@slks.dk
Du skal vedhæfte følgende bilag:
- projektbeskrivelse, budget med mere. Du skal bruge den obligatoriske skabelon, som du henter her
Hvis du søger tilskud til det samme projekt hos andre udvalg under Statens Kunstfond, skal du også skrive dette i ansøgningen.
Du skal være opmærksom på:
- at de vedhæftede bilag maksimalt må fylde 25 MB i alt
- at vedhæftet materiale kun kan modtages i formaterne: PDF, Word, MP3 og MP4. Vi modtager ikke ZIP-filer
- at du før ansøgningsfristens udløb har mulighed for at redigere en allerede indsendt ansøgning og indsende en ny version på samme sag
- at du efter ansøgningsfristens udløb ikke kan redigere din ansøgning
- at det altid er den seneste ansøgning, du har indsendt til os, der bliver behandlet af udvalget
- at din ansøgning skal indeholde alle obligatoriske bilag for at blive behandlet af udvalget. Yderligere materiale, ud over det der er beskrevet i ansøgningsvejledningen, vil ikke indgå i vurderingen af din ansøgning
- at du selv er ansvarlig for, at ansøgningsskemaet er udfyldt korrekt, og at alle de ønskede bilag er vedhæftet
- at bilag modtaget efter ansøgningsfristens udløb ikke vil blive vedlagt din ansøgning
- som udgangspunkt kan du ikke overdrage din ansøgning – og eventuelt tilsagn – til en anden juridisk person eller virksomhed. Derfor er det vigtigt, at du får afklaret, hvem der er ansøger, inden du indsender din ansøgning. Samtidig skal du sikre, at der er knyttet en NemKonto til det CVR-nummer, du benytter.
Økonomi
Du kan danne dig et indtryk af beløbsstørrelser på projekttilskud ved at kigge på tidligere tildelinger.
Udbetaling
Hvis du får tilskud, skal du have en NemKonto, for at vi kan udbetale beløbet. Alle tilskud bliver udbetalt til den NemKonto, der er knyttet til det CPR/CVR-nummer, du oplyser i ansøgningen. Hvis du for eksempel ansøger med et nyt CVR-nummer, skal du sikre, at du har fået tilknyttet en NemKonto. Det skal ske inden du får et eventuelt tilsagn og tilskuddet bliver udbetalt.
Hvis du, efter Skatteforvaltningens definition, er fraflyttet Danmark, eller er udenlandsk ansøger, kan du få udbetalt et eventuelt tilskud til en udenlandsk konto. I de tilfælde skal du udfylde bankoplysningsskema for lande med IBAN eller bankoplysningsskema for lande uden IBAN.
Pengene bliver udbetalt i starten af aktivitetsåret eller så tæt som muligt på den startdato, du har oplyst for din udgiftsperiode. Du bør derfor afstemme startdatoen for dit projekt med den dato, hvor dine første udgifter for projektet falder.
Dit tilskud vil blive indberettet til SKAT, da vi har indberetningspligt. Det er uanset om og hvordan du skal beskattes af tilskuddet. Langt de fleste af vores tilskud bliver indberettet med AM-bidrag.
Hvornår får du svar?
Du får svar på din ansøgning senest 12 uger efter ansøgningsfristen.
I perioden indtil da vil alle ansøgninger blive klargjort og sendt til udvalget og herefter læst og behandlet. Og når der er truffet afgørelse i alle sager fra samme ansøgningsrunde, bliver tildelingerne offentliggjort på vores hjemmeside.
Her finder du også navnene på alle ansøgere til Statens Kunstfond, der bliver offentliggjort i udvalgenes referater.
Når du har indsendt ansøgningen
Når du har indsendt din ansøgning i Tilskudsportalen, får du en skærmkvittering, som du kan downloade, hvis du vil, men du kan altid se din ansøgning og dens status i Tilskudsportalen under ”Mine ansøgninger". Når den er indsendt korrekt, har den status som "Indsendt".
Du modtager ikke en kvitteringsmail, når du har indsendt en ansøgning.
På din ansøgningssag i Tilskudsportalen kan du også se de bilag, du har vedhæftet til ansøgningen. Det er dit eget ansvar, at de nødvendige bilag er sendt med – så husk at kigge din ansøgning godt igennem.
Du kan redigere i en ansøgning, selvom du allerede har indsendt den. Så længe det er før fristens udløb. Hvis du redigerer i en indsendt ansøgning skal du igen sikre dig, at alle nødvendige bilag er sendt med. Udvalget forholder sig udelukkende til den senest indsendte ansøgning.
Hvis du har brug for at kontakte en sagsbehandler i sekretariatet, skal du henvende dig via kontaktknappen på din sag i Tilskudsportalen.
Lovgrundlag
Afgørelser bliver truffet efter § 3, stk. 1, jf. stk. 2 og 3, i lov om Statens Kunstfonds virksomhed (lov nr. 458 af 8. maj 2013)
Hvis du får tilsagn/tilladelse/dispensation skal...
Når vi uddeler tilskud i Statens Kunstfond, er det vigtigt for os, og ikke mindst lovmæssigt påbudt, at pengene bliver brugt til netop det, du har søgt dem til. Og derfor skal du afrapportere til Slots- og Kulturstyrelsen efter bestemte retningslinjer. Hvordan du skal afrapportere, afhænger af hvor stort et tilskud du har fået. Læs mere om afrapportering/regnskabsaflæggelse.
Hvem vurderer ansøgningen
Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, der vurderer ansøgningerne og træffer den endelige beslutning om hvem, der skal modtage tilskud.