Nye formater til livescenen 2025-2028
Frist: 04.02.2025, kl. 14:00
Tilskud til nye formater til livescenen 2025-2028
Ansøgningsskema til puljen åbner snarest
Hvem kan søge?
- regionale spillesteder i Danmark.
Du kan søge tilskud til:
- årligt driftstilskud til et projekt, der udvikler, afprøver og formidler nye koncertformater og samarbejdsformer kunstnere og spillesteder imellem
Hvad er formålet med ordningen?
Statens Kunstfond har til opgave at fremme musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet.
Formålet med nye formater til livescenen 2025-2028 er at udvikle, afprøve og formidle nye koncertformater og samarbejdsformer kunstnere og spillesteder imellem.
Relevante spillesteder og kunstnere i hele landet skal opleve mærkbare effekter af projektet i løbet af tilskudsperioden 2025-2028.
Det er en forventning, at spillestedet selv råder over væsentlige faglige, tekniske og lokalemæssige ressourcer, som kan indgå i det ansøgte projekt.
Sådan vurderes din ansøgning
Ved musikudvalgets prioritering af ansøgningerne vurderer udvalget først og fremmest, om den ansøgte aktivitet vil fremme en høj kunstnerisk kvalitet.
I vurderingen af fremme af kunstnerisk kvalitet lægger udvalget vægt på:
- Højt ambitionsniveau med en realiserbar projektplan ift. spillestedets øvrige virke
- Bevidsthed om projektets relevans og holdbarhed ift. livemiljøet i Danmark
- Tydelig strategi for spillestedets formidling af projektet
Udvalget forbeholder sig retten til at imødekomme ansøgningen med et mindre beløb end ansøgt ud fra en vurdering af ansøgningen i forhold til det samlede felt af ansøgninger, de afsatte midler samt ønsket om at sikre en spredning af kunststøtten.
Hvad skal ansøgningen indeholde?
Ansøgningen skal indeholde ansøgers virksomhedsoplysninger samt navn, e-mail og telefonnumre på mindst en kontaktperson. Alle øvrige oplysninger skal fremgå af de vedhæftede bilag.
Du skal vedhæfte følgende obligatoriske bilag:
- Projektplan for perioden 2025-2028. Projektplanen skal indeholde beskrivelse af nye koncertformater og samarbejdsformer, redegørelse for projektets relevans, målgrupper for projektet, tidsplan samt metoder med henblik på at opnå de forventede resultater
- Økonomioversigt for 2025-2028, herunder budget for aktiviteten i 2025
- Eventuelt øvrige bilag af betydning for Statens Kunstfonds vurdering af aktiviteten
Der skal ikke anvendes faste skabeloner til denne ansøgning.
Du indsender ansøgningen via Tilskudsportalen, som du finder her på siden. Når du først har oprettet din profil på Tilskudsportalen, kan du til enhver tid gå ud og ind af portalen og tjekke, om du har alle bilag og oplysninger med, inden du indsender ansøgningen. Bemærk: Det er kun muligt at søge via CVR.
Vi anbefaler, at du bruger browseren Chrome eller Firefox, når du udfylder din ansøgning.
DU SKAL VÆRE OPMÆRKSOM PÅ:
- at de vedhæftede bilag maksimalt må fylde 25 MB i alt
- at vedhæftet materiale kun kan modtages i formaterne: PDF og Word. Vi modtager ikke ZIP-filer
- at du før ansøgningsfristens udløb har mulighed for at redigere en allerede indsendt ansøgning og indsende en ny version på samme sag
- at du efter ansøgningsfristens udløb ikke kan redigere din ansøgning
- at det altid er den seneste ansøgning, du har indsendt til os, der bliver behandlet af udvalget
- at din ansøgning skal indeholde alle obligatoriske bilag for at blive behandlet af udvalget. Yderligere materiale, ud over det der er beskrevet i ansøgningsvejledningen, vil ikke indgå i vurderingen af din ansøgning
- at du selv er ansvarlig for, at ansøgningen er udfyldt korrekt, og at alle de ønskede bilag er vedhæftet
- at bilag modtaget efter ansøgningsfristens udløb ikke vil blive vedlagt din ansøgning
- som udgangspunkt kan du ikke overdrage din ansøgning – og eventuelt tilsagn – til en anden juridisk person eller virksomhed. Derfor er det vigtigt, at du får afklaret, hvem der er ansøger, inden du indsender din ansøgning. Samtidig skal du sikre, at der er knyttet en NemKonto til det CVR-nummer, du benytter
Økonomi
Puljen er på 1,8 mio. kr. årligt i 2025-2028. Tilskuddet forventes udmøntet til op til tre projekter. Det årlige tilskud er det samme i aftaleperioden. Det enkelte spillested angiver i ansøgningen det årlige tilskudsbeløb, der ansøges om for perioden 2025-2028.
Spillestedet skal selv i et vist omfang bidrage med egne ressourcer i form af lokaler, teknisk udstyr og et personale med et højt fagligt niveau.
UDBETALING
Hvis du får tilskud, skal du have en NemKonto, for at vi kan udbetale beløbet. Alle tilskud bliver udbetalt til den NemKonto, der er knyttet til det CVR-nummer, du oplyser i ansøgningen. Hvis du for eksempel ansøger med et nyt CVR-nummer, skal du sikre, at du har fået tilknyttet en NemKonto. Det skal ske, inden du får et eventuelt tilsagn og tilskuddet bliver udbetalt.
Da du modtager over 100.000 kroner i en periode længere end seks måneder, udbetaler vi pengene i rater.
Dit tilskud vil blive indberettet til SKAT, da vi har indberetningspligt. Det er uanset om og hvordan du skal beskattes af tilskuddet. Langt de fleste af vores tilskud bliver indberettet med AM-bidrag.
Hvornår får du svar?
Du får svar på din ansøgning senest 6 uger efter ansøgningsfristen. Du modtager en notifikationsmail, når dit svar ligger klar på din profil i Tilskudsportalen, medmindre du har fravalgt dette.
I perioden indtil da vil alle ansøgninger blive klargjort og sendt til udvalget og herefter læst og behandlet. Når der er truffet afgørelse i alle sager fra samme ansøgningsrunde, får alle ansøgere svar i Tilskudsportalen eller via e-mail, og samtidig bliver tildelingerne offentliggjort på vores hjemmeside.
Her finder du også navnene på alle ansøgere til Statens Kunstfond, der bliver offentliggjort i udvalgenes referater.
Hvis du ikke har ansøgt via Tilskudsportalen, kan du se, hvordan du får svar her.
Når du har indsendt ansøgningen
Når du har indsendt din ansøgning i Tilskudsportalen, får du en skærmkvittering, som du kan downloade, hvis du vil, men du kan altid se din ansøgning og dens status i Tilskudsportalen under ”Mine ansøgninger". Når den er indsendt korrekt, har den status som "Indsendt".
Du modtager ikke en kvitteringsmail, når du har indsendt en ansøgning.
På din ansøgningssag i Tilskudsportalen kan du også se de bilag, du har vedhæftet til ansøgningen. Det er dit eget ansvar, at de nødvendige bilag er sendt med – så husk at kigge din ansøgning godt igennem.
Du kan redigere i en ansøgning, selvom du allerede har indsendt den. Så længe det er før fristens udløb. Hvis du redigerer i en indsendt ansøgning, skal du igen sikre dig, at alle nødvendige bilag er sendt med. Udvalget forholder sig udelukkende til den senest indsendte ansøgning.
Hvis du har brug for at kontakte en sagsbehandler i sekretariatet, skal du henvende dig via kontaktknappen på din sag i Tilskudsportalen.
Hvis du ikke har ansøgt via Tilskudsportalen, så se her.
Lovgrundlag
Afgørelser bliver truffet efter finanslovens § 21.22.18.30. Netværks- og genrespillestedsordning, § 3, stk. 1, jf. stk. 2 og 3, i lov om Statens Kunstfonds virksomhed (lov nr. 458 af 8. maj 2013) samt § 3, nr. 4, i bekendtgørelse af lov om musik (LBK nr. 32 af 14. januar 2014).
Hvis du får tilsagn/tilladelse/dispensation skal...
Når vi uddeler tilskud i Statens Kunstfond, er det vigtigt for os, og ikke mindst lovmæssigt påbudt, at pengene bliver brugt til netop det, du har søgt dem til. Og derfor skal du afrapportere til Slots- og Kulturstyrelsen efter bestemte retningslinjer. Hvordan du skal afrapportere, afhænger af hvor stort et tilskud du har fået. Læs mere om afrapportering/regnskabsaflæggelse.
Hvem vurderer ansøgningen
Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, der vurderer ansøgningerne og træffer den endelige beslutning om hvem, der skal modtage tilskud.