Open Call: Konsulenter til evaluering af egnsteatre

Frist: 04.04.2025, kl. 14:00

Statens Kunstfond skal evaluere fire egnsteatre i 2025 og søger derfor kandidater med de rette kompetencer til at foretage evalueringerne.

Interessenter med scenekunst-, analyse og evalueringsfaglig ekspertise og gerne med viden om egnsteaterområdet, kan nu søge om at blive udpeget til at evaluere en række egnsteatre i 2025 og tilkendegive interesse for at evaluere egnsteatre i 2026 og/eller 2027.

 

Ansøgningsfristen er 3. april 2025 kl. 14.00.

Det er ikke desværre ikke muligt at ansøge på mobilen med vores nuværende løsning.
Ansøg

Hvem kan søge?

Du kan søge, hvis du har solid erfaring, kompetencer eller faglig ekspertise inden for kultur, kunst og/eller scenekunst. Der bliver også set på, om du har kompetencer eller erfaring med at analysere og evaluere kunst- og kulturinstitutioner.

Du ansøger i dit CVR eller CPR-nummer. Vi behandler dine oplysninger fortroligt.  

Hvad er formålet med ordningen?

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har udpeget fire egnsteatre til evaluering i 2025 og skal udpege konsulenter til at varetage opgaven. Udvalget skal udpege fire egnsteatre til evaluering i henholdsvis 2026 og 2027 og du kan derfor tilkendegive, om du er interesseret i at foretage evalueringer i 2026 og/eller 2027. Den endelige udvælgelse foretages dog først i begyndelsen af de kommende år.

Om egnsteatre

Egnsteatre er professionelt producerende teatre uden for Københavns, Frederiksberg, Odense, Århus og Aalborg kommuner. Et egnsteater skal have et fast spillested, lokal forankring, være finansieret helt eller delvis af en eller flere kommuner og skal producere mindst to produktioner årligt.

Kommuner og teatre indgår fireårige egnsteateraftaler, som godkendes af Statens Kunstfond ved Projektstøtteudvalget for Scenekunst og Slots- og Kulturstyrelsen. Staten refunderer op til 50 % af kommunernes driftstilskud til egnsteatrene. Slots- og Kulturstyrelsen administrerer finanslovsbevillingen til egnsteatre.

I indeværende aftaleperiode 2025-2028 yder i alt 43 kommuner tilskud til 28 egnsteatre rundt omkring i Danmark.

Læs mere om egnsteatre her.

Om evaluering af egnsteatre

Det fremgår af scenekunstloven (§15c og d), at Statens Kunstfond kan iværksætte evalueringer af egnsteatre med fungerende egnsteateraftaler og iht. Bekendtgørelsen om egnsteatre § 19, stk. 1-2 skal evalueringerne gennemføres af eksterne konsulenter. Egnsteaterevalueringer er en dybdegående undersøgelse af, om teatrets faglige og kunstneriske niveau lever op til det generelle niveau for egnsteatre. En vurdering der er væsentlig, når Projektstøtteudvalget for Scenekunst skal følge og godkende egnsteatre til fireårige aftaler jf. § 2 stk. 6 i bekendtgørelsen.

Om opgaven: Evalueringskoncept og metode

Evalueringerne gennemføres efter evalueringskoncept og metode udviklet af Lene Bak og Nicole Langkilde i forbindelse med tidligere udførte evalueringer af egnsteatre. Evalueringskonceptet består af en rapport, der skal forelægges Projektstøtteudvalget for Scenekunst mhp. at præsentere konklusioner og anbefalinger. Evalueringskonceptet indeholder en gennemgang og vurdering af teatrets:

  • organisation og fysiske rammer
  • økonomi
  • profil og kunstneriske aktiviteter
  • lokale forankring og samarbejde
  • kommunikation og synlighed

Som grundlag for udarbejdelse af den endelige skriftlige evalueringsrapport, skal evaluator:

  • Iværksætte og indhente en selvevaluering fra teatrets side på baggrund af skriftligt oplæg fra evaluator
  • Gennemføre samtaler med hhv. teatrets administrative og kunstneriske ledelse, bestyrelsesleder/repræsentanter fra bestyrelsen og udvalgte medarbejdere
  • Interview med kommunens kulturledelse, hhv. kulturchef og kulturudvalgsleder (el. tilsvarende)
  • Gruppesamtale med ledelserne for både teater og kommune, præsentation og kvalificering af udkast til SWOT-analyse
  • Overværelse af forestilling (-er) og evt. andre aktiviteter i tæt tilknytning til teatrets primære opgave

Evalulator har ansvar for at fastlægge tidsplan for samtaler i samarbejde med teatret og kommunerne. Metode for faglig sparring og vidensdeling med Slots- og Kulturstyrelsen aftales løbende.

Den endelige skriftlige evalueringsrapport forventes at have et omfang på ca. 15 sider. I forlængelse af afleveringen af evalueringsrapportten skal evaluator præsentere hovedkonklusioner og anbefalinger for Statens Kunstfonst Projektstøtteudvalg for Scenekunst.

Se eksempler på tidligere egnsteaterevalueringer her.

Tidsplan 2025

  • 3. marts: Open Call åbnes
  • 3. april kl. 14.00: Frist for indsendelse af motiveret ansøgning og CV
  • April: Udvælgelse af konsulenter til evalueringer i 2025. Udvælges du til opgaven, kontaktes du direkte pr. mail af Slots- og Kulturstyrelsen
  • Maj: Kontraktudarbejdelse mellem Slots- og Kulturstyrelsen og evaluatorer
  • Juni: Evaluatorer kontakter teatrene og igangsætter evalueringsprocessen
  • Juni: Slots- og Kulturstyrelsen indhenter nøgletal mm. fra teatrene
  • Oktober/november: Evalueringer til gennemsyn hos Slots- og Kulturstyrelsen
  • Ultimo 2025: Evaluatorer fremlægger resultater på for Projektstøtteudvalget for Scenekunst
  • Ultimo 2025: Tilbagemelding fra Slots- og Kulturstyrelsen og Statens Kunstfond til kommuner og teatre

 

Sådan vurderes din ansøgning

Med dette Open Call har Projektstøtteudvalget for Scenekunst besluttet at gøre det muligt for alle at tilkendegive interesse for at byde ind på opgaven at evaluere egnsteatre for at gøre rekrutteringsgrundlaget så bredt som muligt. Udvalget indstiller kandidater til Slots- og Kulturstyrelsen, som herefter tager kontakt til de udvalgte mhp. at tilrettelægge evalueringsforløb.

Ansøgningsproceduren foregår ved en vurdering af din skriftlige ansøgning. Udvalget foretager en vurdering af den enkelte ansøgers erfaringer, kompetencer og ekspertise i relation til opgavens krav.

Se tidligere egnsteaterevalueringer for indblik i den konkrete opgave som evaluator.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Du indsender ansøgningen via Tilskudsportalen, som du finder her på siden. Når du først har oprettet din profil på Tilskudsportalen, kan du til enhver tid gå ud og ind ad portalen og tjekke, om du har alle bilag og oplysninger med, inden du indsender ansøgningen.

Vi anbefaler, at du bruger browseren Chrome eller Firefox, når du udfylder din ansøgning.

Du skal udfylde dette obligatoriske standardbilag med motiveret ansøgning og CV, som du vedhæfter det elektroniske ansøgningsskema i Tilskudsportalen.

Har du tekniske udfordringer med bilagsskemaet, kan du skrive til ckk@slks.dk

Ansøgningsskemaet indeholder felter, du skal udfylde med:

  • Din motivation for at blive evaluator af egnsteatre, og hvordan du vil tilgå / kan bidrage til at løse opgaven (max 1.500 anslag inkl. mellemrum)
  • Dit CV – herunder udfylde felter, der beskriver din faglige profil, dine relevante kompetencer og erfaringer

Din ansøgning skal være indsendt senest den 1. april 2025 kl. 14.00.

Du kan kun indsende ansøgning på vegne af dig selv.

 

DU SKAL VÆRE OPMÆRKSOM PÅ:

  • at du kun må indsende én vedhæftet fil, der indeholder både motivation og CV
  • at vedhæftet materiale kun kan modtages i PDF format. Vi modtager ikke ZIP-filer
  • at du før ansøgningsfristens udløb har mulighed for at redigere en allerede indsendt ansøgning og indsende en ny version på samme sag
  • at du, hvis du påbegynder en redigering af din ansøgning, skal huske at tjekke, at den er indsendt med bilag igen efter redigeringen afsluttes
  • at du efter ansøgningsfristens udløb ikke kan redigere din ansøgning

Økonomi

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst betaler evaluator et honorar på i alt 60.000 kr. (inkl. moms) pr. evaluering. Derudover refunderes transportomkostninger efter aftale med Slots- og Kulturstyrelsen. Transportomkostninger godtgøres jf. statens regler.

Hvornår får du svar?

Ultimo april / primo maj 2025 får du svar på din ansøgning. Slots- og Kulturstyrelsen vil kontakte dig, såfremt du er udvalgt til opgaven.

Når du har indsendt ansøgningen

Når du har indsendt din ansøgning i Tilskudsportalen, får du en skærmkvittering, som du kan downloade, hvis du vil, men du kan altid se din ansøgning og dens status i Tilskudsportalen under ”Mine ansøgninger".

Når den er indsendt korrekt, har den status som "Indsendt".

Du modtager ikke en kvitteringsmail, når du har indsendt en ansøgning.

På din ansøgningssag i Tilskudsportalen kan du også se det bilag, du har vedhæftet til ansøgningen. Det er dit eget ansvar, at de nødvendige oplysninger er sendt med – så husk at kigge din ansøgning godt igennem.

Du kan redigere i en ansøgning, selvom du allerede har indsendt den. Så længe det er før fristens udløb. Hvis du redigerer i en indsendt ansøgning skal du igen sikre dig, at alle nødvendige bilag er sendt med. Udvalget forholder sig udelukkende til den senest indsendte ansøgning.

Hvis du har brug for at kontakte en sagsbehandler i sekretariatet, skal du henvende dig via kontaktknappen på din sag i Tilskudsportalen eller via kontaktformularen.

Lovgrundlag

Lovbekendtgørelse nr. 1473 af 30/11/2023:
Bekendtgørelse af lov om scenekunst

Bekendtgørelse nr. 1099 af 26/10/2019:
Bekendtgørelse om egnsteatre

Hvem vurderer ansøgningen

Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, der vurderer ansøgningerne og træffer den endelige beslutning om hvilke konsulenter, der skal evaluere egnsteatrene. 

Ansøg
Mere