Open call: Tværfaglige teams søges til unikt shelterområde ved Hærvejen i Nordjylland

Frist: 24.03.2025, kl. 12:00

Statens Kunstfond og Brønderslev kommune søger tværæstetiske teams, som kan bidrage med visionære idéer og gennemføre en kunstnerisk udvikling af et shelterområde i det kuperede istidslandskab, Jyske Ås.

 

Ansøgningen er 1 sides motiveret interessetilkendegivelse samt CV’er. På baggrund af de indsendte ansøgninger inviterer Statens Kunstfond og styregruppen derefter tre teams til en skitsekonkurrence. Der er afsat 2,1 mio. kr. inkl. honorar til at realisere vinderprojektet.

Det er ikke desværre ikke muligt at ansøge på mobilen med vores nuværende løsning.

Hvem kan søge?

Professionelle kunstnere: arkitekter, billedkunstnere, kunsthåndværkere, designere, scenekunstnere, forfattere mv.  

Specifikt efterlyses kunstneriske, tværfaglige teams, hvor minimum én arkitekt indgår, men som ellers kan udgøres af både scenekunstnere, billedkunstnere, designere, forfattere mv.

Ansøgningen skal indsendes af den kunstfaglige person, der påtager sig hovedansvaret, hvis teamet bliver udvalgt til at indgå i skitsekonkurrencen.

Hvad er formålet med ordningen?

Det overordnede formål er, at flere skal mærke, at kunst og kultur vedkommer dem. At kunst kan gøre en forskel for den enkelte, for fællesskabet og for lokalsamfundet. Målet er at udvikle og gennemføre lokalt forankrede og relevante kunstoplevelser af høj kvalitet for børn, unge og voksne i det geografisk afgrænsede område omkring Jyske Ås – et enormt naturområde, der strækker sig over ca. 30 km fra Dronninglund til Østervrå.

OM KUNSTPROJEKTET TIl SHELTEROMRÅDET SLETTINGEN I JYSKE ÅS

Shelterområdet ligger ved hærvejsrutens vandrer- og cykelsti i den nordlige del af Brønderslev. Istidslandskabet er meget varieret med lyngklædte bakker, moser, skov og marker. Der er allerede en eksisterende shelterplads med 2 klassiske shelters, bålplads, bord-bænkesæt, muldtoilet, brændestabel og vandpost.

Kunstprojektet skal udvikle shelterområdet i et samlet kunstnerisk greb. Det skal gøres til et unikt samlingspunkt for naturoplevelser, hvor bæredygtig og funktionel arkitektur i kombination med kunst tager afsæt i områdets kultur- og landskabshistorie og giver oplevelser ud over det sædvanlige. Området skal gøres til en attraktion for en bred målgruppe. Eksempelvis som et udflugtsmål for børnefamilien eller som et kortere pausestop eller overnatningssted for friluftsentusiaster, vandrere og cyklister på længere ture.

FYSISKE RAMMER OG KRAV TIL KUNSTPROJEKTET

Shelterområdet ligger på Naturstyrelsens arealer. Adressen er Østermarkvej 114, 9740 Jerslev. Området ligger på Hærvejens hovedrute, hvor der både er vandre- og cykelrute. Gentænkningen og udviklingen af shelterområdet skal overholde en række regler der er fastsat i hhv. bygningsreglementet og af Naturstyrelsen. Herunder er det et krav, at de primitive servicefunktioner og shelterkonstruktioner sikrer tryghed, komfort og enkel adgang til basale behov. Shelterområdet skal drives uden lys, lyd eller strøm og have et lavt vedligeholdelsesbehov.

Se her billeder, film og kort fra området

Se de specifikke krav til shelterområdet fastsat i hhv. bygningsreglementet og af Naturstyrelsen her.

PROCES FOR VALG AF FLERFAGLIGE KUNSTNERTEAMS

FASE 1: OPEN CALL

Tværfaglige kunstnerteams kan indsende en ansøgning, som indeholder en motiveret tilkendegivelse af interesse samt CV og referencemateriale for hver deltager. Første fase løber fra 18. februar – 24. marts 2025 kl. 12.00, hvor der er frist for indsendelse af ansøgning.

FASE 2: VALG AF TRE KUNSTFAGLIGE TEAMS

Statens Kunstfond vurderer ansøgningerne i henhold til kriterierne og udarbejder en long list af ansøgere, der er kvalificerede til at gennemføre kunstopgaven. Heraf udvælger styregruppen tre kunstfaglige teams, der bliver inviteret til at deltage i skitsekonkurrencen. De udvalgte teams får svar senest 14. april 2025. Alle ansøgere får svar i uge 16.

FASE 3: SKITSEKONKURRENCE

De tre udvalgte tværfaglige kunstnerteams inviteres til at deltage i en skitsekonkurrence, hvor de skal levere et gennemarbejdet, realiserbart projektforslag med budget baseret på indhentede tilbud og en tidsplan for realisering af opgaven. I denne fase står Brønderslev Kommune og Statens Kunstfond / Slots- og Kulturstyrelsen til rådighed med rådgivning.

Kunstnerbesøg d. 22. april kl. 9.00 – 15.00: Det forventes, at de udvalgte teams deltager i et indledende besøg ved Slettingen planlagt af Brønderslev Kommune. Her vil det lokale advisory board også bidrage med lokal indsigt og ekspertise om ønsker og behov i relation til kunstprojektet og udviklingen af shelterområdet. Det lokale advisory board består af:

  • Lokale borgere: Repræsentanter fra lokalsamfundet, der kan give input om lokale behov og præferencer.
  • Kulturelle aktører: Repræsentanter fra lokale kulturinstitutioner og foreninger.
  • Kommunale embedsfolk: Medarbejder fra kommunens administration, der har indsigt i kommunale planer og politikker.

Denne fase finder sted fra 14. april – 23. juni 2025 kl. 12.00, hvor der er frist for at aflevere det gennemarbejdede projektforslag.

De tre udvalgte teams præsenterer deres projektforslag for dommerkomitéen i Brønderslev d. 25. juni 2025. Derefter træffer dommerkomitéen endelig beslutning. Det udvalgte vinderprojekt offentliggøres d. 27. juni 2025.

FASE 4: REALISERING AF VINDERPROJEKT

Realisering af vinderprojektet planlægges og iværksættes umiddelbart efter offentliggørelse. Det er forventningen, at projektet skal være realiseret inden udgangen af 2025.

HVIS DU HAR SPØRGSMÅL

Spørgsmål til de fysiske rammer og krav til funktioner i shelterområdet Slettingen i Jyske Ås kan stilles skriftligt til projektleder i Brønderslev Kommune, Sofie Sandgren Rye på e-mail: Sofie.S.Rye@99454545.dk

Spørgsmål af kunstfaglig karakter kan stilles skriftligt til projektleder i Slots- og Kulturstyrelsen, Louise Straarup: lst@slks.dk

 

Sådan vurderes din ansøgning

Der bliver i udvælgelsen af de tre tværfaglige kunstnerteams lagt vægt på følgende:

  • Evne til at samarbejde om udvikling af eksperimentelle og tværæstetiske helhedsgreb
  • Interesse for at skabe langsigtede og holdbare løsninger, der tager hensyn til stedet og skaber plads til natur, dyreliv og forskellige relevante målgrupper
  • Erfaring med eller interesse for at skabe løsninger, hvor udgangspunktet ikke kun er ny-frembringelser, men genanvendelse, genbrug, transformation, historien, håndværket og stedet
  • Erfaring med eller interesse for at samarbejde i dialog med forskellige borgere og lokale og professionelle aktører i et specifikt område
  • Det overordnede kriterium for alle tildelinger fra Statens Kunstfond er kvaliteten af den kunstneriske produktion og det kunstneriske talent.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Du skal indsende dit teams ansøgning til Brønderslev Kommune via det elektroniske ansøgningsskema, som du finder her. I det elektroniske ansøgningsskema skal du skrive de centrale kontaktoplysninger om ansøger, som skal være den kunstfaglige, der påtager sig hovedansvaret for samarbejdet, hvis teamet bliver udvalgt til at indgå i skitsekonkurrencen.

Du skal indtaste følgende i ansøgningsformularen:

  • Oplysninger om ansøger, som skal være den kunstfaglige, der påtager sig hovedansvaret for samarbejdet, hvis teamet bliver udvalgt til at indgå i skitsekonkurrencen.
  • Oplysninger om øvrige kunstnere i teamet.

Du skal vedhæfte følgende i et samlet bilag:

Motivation og erfaring: I ansøgningen skal du præsentere din kunstneriske praksis og din/dit teams motivation for at bidrage med visionære idéer og gennemføre en kunstnerisk udvikling af shelterområdet. Du skal desuden beskrive din/dit teams erfaring med at samarbejde med mange forskellige borgere og professionelle aktører i et specifikt område og den rollefordeling, som I forestiller jer i teamet. Teksten må max fylde 1 A4 side, og målgruppen for teksten er styregruppe for ”Kunst på banen i Brønderslev” (se medlemmer af styregruppen i afsnittet ”hvem vurderer din ansøgning”).

CV og billeddokumentation for alle deltagende kunstnere. CV’erne skal indeholde relevante oplysninger, der dokumenterer kunstnernes aktive kunstneriske virke og for opgaven relevante erfaringer. Hvert CV med billeddokumentation må max fylde 3 A4 sider.

 

DU SKAL VÆRE OPMÆRKSOM PÅ

  • Det samlede bilag må maksimalt fylde 15 MB i alt.
  • Bilag kan kun kan modtages i formaterne: PDF og Word. Vi modtager ikke ZIP-filer.
  • Du kan ikke eftersende bilag eller ændre i din ansøgning, når den først er indsendt. Mangler din ansøgning informationer, skal du indsende en ny, komplet ansøgning.
  • Det er altid den seneste ansøgning, du har sendt til os, der bliver behandlet.

at din ansøgning skal indeholde alle obligatoriske informationer for at blive behandlet. Yderligere materiale, ud over det der er beskrevet i ansøgningsvejledningen, vil ikke indgå i vurderingen af din ansøgning.

Økonomi

Der udbetales ikke honorar til de kunstnerteams, der deltager i fase 1 ved at indsende en ansøgning.

Der udbetales et honorar på 100.000 kr. til hver af de 3 kunstfaglige teams, der bliver udvalgt til i fase 2 at udvikle et konkret og gennemarbejdet projektforslag med budget baseret på indhentede tilbud og tidsplan for realisering. Honoraret udbetales, når der rettidigt er afleveret et projektforslag, der opfylder konditionerne.

Den samlede økonomiske ramme for at realisere det samlede kunstgreb med et tilknyttet eller integreret kunstværk er i fase 4 er 2,1 mio. kr., som fordeler sig således:

1.662.000 kr. til realisering af projekt (inkl. kunstnerhonorar, materialer, håndværkerudgifter, fundering, evt. byggeteknisk rådgivning, opsætning mv. og uforudsete udgifter). 

450.000 kr. til realisering af kunstværk i forbindelse med projektet (inkl. kunstnerhonorar, materialer, mv. og uforudsete udgifter).

 

Hvornår får du svar?

Du får svar på din ansøgning på e-mail senest uge 16. I perioden indtil da vil alle ansøgninger blive klargjort og sendt til Statens Kunstfond og til styregruppen. Herefter bliver ansøgningerne læst og behandlet.

Vær opmærksom på, at Statens Kunstfond er forpligtet til at offentliggøre navne på alle ansøgere.

Når du har indsendt ansøgningen

Når du har indsendt din ansøgning, vil du umiddelbart efter modtage en kvittering på mail. 

Lovgrundlag

Afgørelser bliver truffet efter § 3, stk. 1, jf. stk. 2 og 3, i lov om Statens Kunstfonds virksomhed (lov nr. 458 af 8. maj 2013).

Hvem vurderer ansøgningen

Medlemmer af Statens Kunstfond sikrer kunstfagligt niveau og kunstnerisk kvalitet og udvælger en long list af kvalificerede tværæstetiske teams:

  • Gitta Malling, teaterdirektør, udvalgsleder, Projektstøtteudvalget for Scenekunst
  • Anna Mette Exner, arkitekt, udvalgsmedlem, Legat- og Projektstøtteudvalget for Arkitektur
  • Chris L. Halstrøm, designer, udvalgsmedlem, Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design

Styregruppen for Kunst på banen i Brønderslev udvælger fra Statens Kunstfonds long list de tre tværæstetiske teams, der inviteres til at deltage i skitsekonkurrencen:

Medlemmer af styregruppen For Brønderslev Kommune:

  • Steen Søgaard Petersen, formand for Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget
  • Peter Stecher, formand for Teknik- og Miljøudvalget:
  • Benn Erik Grav, chef for Teknik og Miljø
  • Rasmus Krogh, Fritids- og Kulturchef
  • Sofie Sandgren Rye, projektleder

Medlemmer af styregruppen for Statens Kunstfond:

  • Annette Bach, enhedschef, Center for Museer, Biblioteker og det Internationale, Slots- og Kulturstyrelsen
  • Johanna Lassenius, projektleder, Center for Kunst og Statens Kunstfond, Slots- og Kulturstyrelsen
  • Louise Straarup: projektleder, Center for Kunst og Statens Kunstfond, Slots- og Kulturstyrelsen Center for Kunst og Biblioteker, Slots- og Kulturstyrelsen

Dommerkomitéen vurderer de tre projektforslag og udpeger et vinderprojekt og består af følgende medlemmer:

To medlemmer af Statens Kunstfond: Kunstfaglige eksperter, der sikrer høj kunstnerisk kvalitet

En repræsentant fra Utzon Centeret: En person med indsigt i arkitektur og design

En repræsentant fra Naturstyrelsen: En person med viden om naturforvaltning og miljøhensyn

To repræsentanter fra Brønderslev Kommune: Lokale repræsentanter, der kan bidrage med indsigt i kommunens behov og ønsker.

Mere