Scenekunstfestivaler

Frist: 01.10.2024, kl. 14:00

Tilskud til festivaler og platforme i Danmark

Det er ikke desværre ikke muligt at ansøge på mobilen med vores nuværende løsning.
Note:

Vær opmærksom på, at du kan indsende din ansøgning indtil 14:00 på dagen for ansøgningsfristen, men vi anbefaler, at du indsender i god tid.

Hvem kan søge?

Aktører, der arbejder med eller arrangerer scenekunstaktiviteter.

Her kan du læse mere om, hvad du skal gøre, hvis dit projekt går på tværs af kunstarterne.

 

Er du berettiget til at søge?

Der kan ikke ydes støtte til projekter, som udelukkende gennemføres af de store institutionsteatre. Ved store institutionsteatre forstås Det Kongelige Teater, landsdelsscenerne, Den Jyske Opera og teatrene under det Københavnske Teatersamarbejde. 

Du kan ikke søge tilskud til:
 

  • Aktiviteter, der er påbegyndt før ansøgningsfristen

Tilskud fra denne pulje betragtes ikke som produktionsstøtte og giver dermed ikke automatisk godkendelse til Refusionsordningen og Formidlingsordningen. Hvis du ønsker at søge støtte til produktioner kan du søge puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, der har to årlige frister i henholdsvis januar og juni.

 

Hvad er formålet med ordningen?

Statens Kunstfond har til opgave at fremme scenekunsten i Danmark og dansk scenekunst i udlandet.

Puljens formål er at udvikle og fremme dansk scenekunst bl.a. gennem møder med et internationalt scenekunstmiljø ved at give tilskud til danske festivalers og platformes aktiviteter.

Sådan vurderes din ansøgning

Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, der vurderer de indkomne ansøgninger.

Statens Kunstfond har udarbejdet visioner og missioner for arbejdet i Statens Kunstfond.

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har lagt en strategi for perioden 2022-2025

Det overordnede kriterium for alle tildelinger fra Statens Kunstfond er kvaliteten af den kunstneriske produktion og det kunstneriske talent sammenholdt med det ansøgte projekt.

I vurderingen af kunstnerisk kvalitet lægger Projektstøtteudvalget for Scenekunst vægt på at støtte scenekunst med:

  • med mod og vilje til at gå nye veje i forhold til form, indhold eller formater
  • med en tydelig kunstnerisk idé samt evnen til at realisere den
  • med overvejelser om projektets væsentlighed eller samfundsmæssige relevans
  • der aktivt forholder sig til publikums oplevelse af og relation med værket

Udvalget lægger i øvrigt vægt på:

  • samarbejde mellem forskellige aktører/institutioner og gerne med henblik på udvikling med det frie felt for at
    • udforske scenekunstens grænser
    • møde nye publikumsgrupper
    • udnytte kunstneriske og økonomiske ressourcer bedst muligt
  • at projektet får et længere liv fx i form af national og international turnéaktivitet samt genopsætninger, udvikling og opbygning af netværk
  • valg i forhold til formidling og opmærksomhed på at fremme arbejdet med et bredt og mangfoldigt publikum          

Særligt i forhold til internationale aktiviteter:

  • at der er indtænkt erfaringsudveksling med det danske scenekunstmiljø
  • festivaler/platforme, hvor der tydeligt er redegjort for en strategi i forhold til økonomi, succeskriterier, placering i et dansk festivallandskab herunder samarbejdspartnere i ind- og udland samt udviklingsperspektiver for festivalen/platformen
  • aktiviteter, hvor der tydeligt er redegjort for overvejelser om festivalens profilmæssige valg, herunder både form og indhold
  • at festivaler samarbejder og ikke indgår eksklusivaftaler med de deltagende kunstnere og teatre

Udvalget forbeholder sig retten til at imødekomme ansøgningen med et mindre beløb end ansøgt ud fra en vurdering af ansøgningen i forhold til det samlede felt af ansøgninger, de afsatte midler samt ønsket om at sikre mangfoldighed og en spredning af kunststøtten.

Bæredygtighed

Projektstøtteudvalget for Scenekunst opfordrer til, at du tænker bæredygtighed ind i projektet ved at overveje projektets bæredygtighed i forhold til sociale og klimamæssige dimensioner. 

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Du indsender ansøgningen via Tilskudsportalen, som du finder her på siden. Når du først har oprettet din profil på Tilskudsportalen, kan du til enhver tid inden fristen gå ud og ind af portalen og tjekke, om du har alle bilag og oplysninger med, inden du indsender ansøgningen.

Vi anbefaler, at du bruger browseren Chrome eller Firefox, når du udfylder din ansøgning. 

Hvis du er fritaget for Digital Post eller grundet helt særlige forhold ikke kan anvende den digitale selvbetjeningsløsning, skal du skrive til post@slks.dk

I ansøgningen forventer udvalget, at du beskriver:

  • den overordnede idé og kunstneriske vision
  • realisering – arbejdsmetode/proces
  • holdets sammensætning - deltagerne i projektet
  • formidling og publikumsrelevans   
  • oplysning om målgruppe: børn og unge (alderstrin), delvist børn og unge eller voksne 

I det elektroniske ansøgningsskema skal du:

  • skrive resumé af det, du søger om tilskud til
  • skrive hvis du søger tilskud til det samme projekt hos andre udvalg under Statens Kunstfond
  • angive samarbejdspartnere
  • afkrydse oplysning om målgruppe: Børn og unge, Delvist børn og unge eller Voksne
  • afkrydse valg af genre: Gadeteater/Site specific, Koreografisk/bevægelsesbaseret, Ny/samtidscirkus, Objekt/animation, Performance, Tekstbaseret eller Tværæstetisk
  • angive links til relevant information om f.eks. festival, residency, samarbejdspartnere. Du har selv ansvaret for, at eventuelle links virker
  • angive datoen/datoerne for aktiviteten. Projektets udgiftsperiode skal fremgå klart af din ansøgning

Du skal vedhæfte følgende bilag:

  • Beskrivelse af aktiviteten (maks. 2 sider, vedhæftet som ét dokument), der indeholder:
    • Klart beskrevet idé
    • Realisering - arbejdsmetode/proces
    • Deltagere i festivalen
    • Formidling og publikumsudvikling
  • Budget i PDF-format. I budgettet skal du skrive beløb i danske kroner og tjek, at filen ikke strækker sig over flere tomme sider, når du laver filen til PDF
  • Benyt den obligatoriske budgetskabelon. Budgettet skal give et retvisende indtryk af aktivitetens samlede økonomi
  • Hvis du søger om tilskud til ét år, skal du benytte den obligatoriske budgetskabelon, som du henter her 
  • Hvis du søger om tilskud til 3 år, skal du benytte den obligatoriske budgetskabelon, som du henter her
  • I budgetskabelonen skal du beskrive, hvad dit mål er for det, du søger tilskud til. Du skal fx angive
    • et bestemt antal opførelser
    • antal publikummer
    • andre mål, der er relevante for det, du søger som fx særlige målgrupper, internationale gæster og gæstespil med videre 
    • Hvis du skal afrapportere for et eventuelt tilskud, ser vi nemlig på, om du har opfyldt de mål, du skriver i din ansøgning
  • CV på festivalens/platformens kernekræfter (maks. én side per deltager med foto). Vedhæftes som ét samlet dokument

Du kan også vedhæfte:

  • Dokument med maks. 3 links, der fører direkte hen til foto eller videodokumentation eller relevant omtale/anmeldelse af tidligere festivaler.
  • Relevant omtale eller anmeldelse af planlagte gæstespil

Du skal være opmærksom på:

  • at de vedhæftede bilag maksimalt må fylde 25 MB i alt
  • at vedhæftet materiale kun kan modtages i formaterne: PDF, Word, og Excel. Vi modtager ikke ZIP-filer
  • at du før ansøgningsfristens udløb har mulighed for at redigere en allerede indsendt ansøgning og indsende en ny version på samme sag
  • at du efter ansøgningsfristens udløb ikke kan redigere din ansøgning
  • at det altid er den seneste ansøgning, du har indsendt til os, der bliver behandlet af udvalget
  • at din ansøgning skal indeholde alle obligatoriske bilag for at blive behandlet af udvalget. Yderligere materiale, ud over det der er beskrevet i ansøgningsvejledningen, vil ikke indgå i vurderingen af din ansøgning
  • at du selv er ansvarlig for, at ansøgningsskemaet er udfyldt korrekt, og at alle de ønskede bilag er vedhæftet
  • at bilag modtaget efter ansøgningsfristens udløb ikke vil blive vedlagt din ansøgning
  • at du som udgangspunkt ikke kan overdrage din ansøgning – og eventuelt tilsagn – til en anden juridisk person eller virksomhed. Derfor er det vigtigt, at du får afklaret, hvem der er ansøger, inden du indsender din ansøgning. Samtidig skal du sikre, at der er knyttet en NemKonto til det CVR-nummer, du benytter

Økonomi

Du kan danne dig et indtryk af beløbsstørrelser på projekttilskud ved at kigge på tidligere tildelinger.

Udbetaling

Hvis du får tilskud, skal du have en NemKonto, for at vi kan udbetale beløbet. Alle tilskud bliver udbetalt til den NemKonto, der er knyttet til det CPR/CVR-nummer, du oplyser i ansøgningen. Hvis du for eksempel ansøger med et nyt CVR-nummer, skal du sikre, at du har fået tilknyttet en NemKonto. Det skal ske, inden du får et eventuelt tilsagn og tilskuddet bliver udbetalt.

Hvis du, efter Skatteforvaltningens definition, er fraflyttet Danmark, eller er udenlandsk ansøger, kan du få udbetalt et eventuelt tilskud til en udenlandsk konto. I de tilfælde skal du udfylde bankoplysningsskema for lande med IBAN eller bankoplysningsskema for lande uden IBAN.

Modtager du tilskud på:

  • 100.000 kroner eller derunder bliver pengene udbetalt så tæt som muligt på den startdato, du har oplyst for din udgiftsperiode. Du bør derfor afstemme startdatoen for dit projekt med den dato, hvor dine første udgifter for projektet falder
  • over 100.000 kroner med en projektperiode længere end seks måneder, udbetaler vi pengene i rater

Dit tilskud vil blive indberettet til SKAT, da vi har indberetningspligt. Det er uanset om og hvordan du skal beskattes af tilskuddet. Langt de fleste af vores tilskud bliver indberettet med AM-bidrag.

Hvornår får du svar?

Du får svar på din ansøgning inden for 12 uger efter ansøgningsfristen.

Du modtager en notifikationsmail, når dit svar ligger klar på din profil i Tilskudsportalen, medmindre du har fravalgt dette.

I perioden indtil da vil alle ansøgninger blive klargjort og sendt til udvalget og herefter læst og behandlet. Når der er truffet afgørelse i alle sager fra samme ansøgningsrunde får alle ansøgere svar i Tilskudsportalen, eller via e-mail, og samtidig bliver tildelingerne offentliggjort på vores hjemmeside. Her finder du også navnene på alle ansøgere til Statens Kunstfond, der bliver offentliggjort i udvalgenes referater.

Når du har indsendt ansøgningen

Når du har indsendt din ansøgning i Tilskudsportalen, får du en skærmkvittering, som du kan downloade, hvis du vil, men du kan altid se din ansøgning og dens status i Tilskudsportalen under ”Mine ansøgninger". Når den er indsendt korrekt, har den status som "Indsendt".

Du modtager ikke en kvitteringsmail, når du har indsendt en ansøgning.

På din ansøgningssag i Tilskudsportalen kan du også se de bilag, du har vedhæftet til ansøgningen. Det er dit eget ansvar, at de nødvendige bilag er sendt med – så husk at kigge din ansøgning godt igennem.

Du kan redigere i en ansøgning, selvom du allerede har indsendt den. Så længe det er før fristens udløb. Hvis du redigerer i en indsendt ansøgning skal du igen sikre dig, at alle nødvendige bilag er sendt med. Udvalget forholder sig udelukkende til den senest indsendte ansøgning. 

Hvis du har brug for at kontakte en sagsbehandler i sekretariatet, skal du henvende dig via kontaktknappen på din sag i Tilskudsportalen.

Hvis du får tilsagn/tilladelse/dispensation skal...

Hvis du modtager et mindre beløb, end du har ansøgt om, vil du kunne læse i dit bevillingsbrev, om du skal indsende flere oplysninger, før vi kan udbetale dit tilskud.

Når vi uddeler tilskud i Statens Kunstfond, er det vigtigt for os, og ikke mindst lovmæssigt påbudt, at pengene bliver brugt til netop det, du har søgt dem til. Og derfor skal du afrapportere til Slots- og Kulturstyrelsen efter bestemte retningslinjer. Hvordan du skal afrapportere, afhænger af hvor stort et tilskud du har fået. Læs mere om afrapportering/regnskabsaflæggelse.

Hvem vurderer ansøgningen

Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, der vurderer ansøgningerne og træffer den endelige beslutning om hvem, der skal modtage tilskud.

Mere